Når kvinder fra Ghanas gadekøkkener får en uddannelse

Forfatter billede

En organisation for ejere af gadekøkkener er blevet medlem af den faglige hovedorganisation Ghana TUC – og det vækker glæde hos de stærke handelskvinder i Accra.

Af Laura Møllebro

Power chopbar! Power chopbar! Power chopbar!

Kvinderne hæver gradvist stemmen, hver gang de råber deres hilsen, og slutter af med en særlig ’klappehilsen’, der skal bringe dem held og lykke og magt til at ændre deres situation.

De er alle ejere af en chopbar – et typisk ghanesisk spisested eller gadekøkken, der oftest består af et par bokse med mad, en parasol og nogle plasticstole, og som man finder på hvert et gadehjørne i Ghanas hovedstad, Accra.

De 26 kvinder er mødt op til et to ugers kursus, som er udbudt af den faglige hovedorganisation Ghana TUC i samarbejde med dansk fagbevægelses bistandsorgan, Ulandssekretariatet. Her skal de bl.a. lære om fødevaresikkerhed, hygiejne, førstehjælp og arbejdstagerrettigheder.

Ligesom op mod 90 procent af ghaneserne arbejder disse kvinder i den uformelle økonomi.

Men de er alle medlemmer af den faglige sammenslutning Agbobloshie Chopbar Association, som for godt et år siden blev medlem af Ghana TUC, Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Ghana. Dermed er 10 organisationer i den uformelle økonomi nu optaget i fagbevægelsen.

Ingen sikkerhed i jobbet

Kvinderne lytter intenst til undervisningen og de, der kan, skriver flittigt noter. De 26 fremmødte er fra 30 til 65 år, og knap halvdelen af dem har aldrig gået i skole.

Det er tydeligt, at kvinderne lærer en masse nye ting og lytter intenst.

De spørger løs og klapper og hujer, hvis nogen siger noget sjovt, og demonstrerer teatralsk situationer, de kan komme ud for på markedet.

Kvinderne har alle deres chopbar på Agbobloshie markedet – Accras største madmarked, hvor boder og mennesker overalt knap efterlader en bar plet at spotte. Og deres udfordringer favner bredt.

De tilbereder deres mad over bål, hvilket skaber stor brandrisiko. Der er ingen ordentlige sanitære forhold. De kan ikke sikre mod skadedyr, fordi markedet flyder med mad og skrald døgnet rundt.

De arbejder 10 timer seks-syv dage om ugen uden sikkerhed for indkomst. Og de fleste har heller ingen pensionsordning, selv om mange af dem har 40 års arbejdsliv bag sig.

Kvinderne er derfor afhængige af deres familier, men i høj grad også af hinanden.

Basal men ny viden

Læs videre på
http://www.ulandssekretariatet.dk/content/kvinder-fra-gadekoekkener-faar-uddannelse-i-arbejdsrettigheder-og-hygiejne

Laura Møllebro er tilknyttet Ulandssekretariatet.

Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk