Narkoselæge fra Århus til Sierra Leone

Forfatter billede

Maung Maung Rajan er onsdag rejst til Sierra Leone for Læger uden Grænser (MSF).

© MSF

Her skal den 60-årige narkose-læge i 6 uger arbejde som anæstesilæge og undervise personalet på Gondama-hospitalet i det fattige vestafrikanske lands næststørste by, Bo.

Gondama-hospitalet, som Læger uden Grænser har drevet siden 2003, fungerer som henvisningshospital for de i alt 35 klinikker, organisationen arbejder på i distriktet.

Landets dårlige infrastruktur betyder, at fødsler og relativt ukomplicerede sygdomme hurtigt kan blive livstruende, og derfor har Læger uden Grænser 3 ambulancer, der kan transportere patienter fra klinikkerne til hospitalet i Bo.

Gondama-hospitalet har over 200 sengepladser og bl.a. operations-stue, fødeafdeling og en stor afdeling, hvor underernærede børn modtager behandling.

Det er fjerde gang, Maung Maung Rajan rejser ud med Læger uden Grænser. Han har tidligere været udsendt til lignende opgaver i Den Centralafrikanske Republik, Sri Lanka og Nigeria.

Maung Maung Rajan er født i Burma, men har boet i Danmark siden 1980 og har en dansk lægeeksamen fra Aarhus Universitet. Han er til daglig afdelingslæge på neurokirurgisk afdeling og øre-næse-hals-afdelingen på Århus Sygehus.

Læger uden Grænser har arbejdet i Sierra Leone siden 1986.