NGO: FNs kolera-plan i Haiti virker ikke

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

FNs indsats mod kolera i Haiti er stort set ikke-eksisterende, lyder det fra Læger uden Grænser. Sagen er ekstra prekær fordi meget tyder på at det er FN-soldater, der har bragt sygdommen til Haiti.

I slutningen af 2012 satte FN gang i et projekt, der skulle forbedre Haitis vandforsyning og kloakering og dermed dæmme op for koleraepidemien, der har hærget siden 2010. Men projektet er ikke kommet nogen vegne, lyder det fra Læger uden Grænser. Det skriver BBC Online onsdag.

FN mener dog selv at organisationen har ydet en stor indsats, men siger at projektet mangler penge for at kunne hamle op med opgavens omfang. Organisationen beder derfor medlemslandene om at komme med flere midler.

I oktober 2010 brød der en koleraepidemi ud i Haiti. Sygdommen har siden da slået 8000 mennesker ihjel. Det skete i kølvandet på jordskælvet, der ødelagde store dele af landet i januar samme år.

Der blev udstationeret FN-soldater for at hjælpe til med sikkerheden.

Sygdommen spreder sig via afføring og er derfor yderst farlig i samfund uden ordentlig kloakering. Det menes at utætte toiletter i en lejr med nepalesiske soldater forurenede en nærliggende flod, hvorfra lokale hentede drikkevand, og på den måde bragte kolera til landet.

På det tidspunkt havde der ikke været tilfælde af sygdommen i 100 år, lød det fra Verdenssundheds-organisationen WHO.

De anklagende fingre blev hurtigt rettet mod FN, som dog benægtede at have ansvar på sygdomsudbruddet.

Regntiden er netop begyndt i Haiti og det giver sygdommen gode muligheder for at sprede sig. Derfor er situationen for tiden ”ekstremt alarmerende”, lyder det advarende fra Læger uden Grænser.

En gruppe af folk, der har været berørt af sygdommen kræver at får erstatning fra FN. Det har verdensorganisationen dog afvist med henvisning til at organisationen har diplomatisk immunitet. Gruppens advokater siger, at hvis der ikke kommer gang i forhandlinger om kompensation inden for nogle uger, så vil de trække FN i retten i New York.