Tilsyneladende er det sådan, at når dette land får en ny regering eller en ny minister på Asiatisk Plads, så skal alt smides højt op i luften og laves om således at den nye minister kan få sit eget prestigeprojekt.
Det er desværre også i den kontekst, at man skal se den nye Strategi ”Verden 2030”, som tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) ønskede. Ligesom med tidligere strategier, er der bred politisk enighed om principperne bag, men der er sket noget nyt.
De principper som har været bærende i årtier er nu erstattet af nogle andre. Bortset fra Enhedslisten er alle partier enige om, at der nu skal ske ”et paradigmeskifte” i udviklingsbistanden.
Neo-liberal angrebsvinkel på udviklingsdramaet
Dette er et skifte til en mere ren neo-liberal tilgang, hvor økonomisk vækst og det frie marked, herunder frihandel, er det redskab hvormed man skal bekæmpe fattigdommen. FN’s 17 verdensmål står godt nok centralt i strategien, men opgaven er fortsat at fremme dansk eksport, danske jobs og Danmarks sikkerhed.
Den politiske enighed omfatter tilsyneladende også store dele af de danske udviklings-NGOer, der roser strategien. Om de faktisk mener, at det er en god strategi, eller de bare ånder lettet op over ikke at blive udraderet i strategien (endnu!), er jo ikke godt at vide.
Men når statsministerpartiet Venstre, klart melder ud, at ”ingen NGO kan føle sig sikker på at være inde i varmen fra 2018″ er det jo også til at forstå, hvis alle ikke tør råbe op.
Læs også: NGOer har rosende ord til ny udviklingsstrategi (18.01.2017)
Som eneste parti har Enhedslisten lagt afstand til den nye strategi:
“Selv om strategien er spækket med flotte ord, ændrer det ikke på, at selve fundamentet fortsat er dansk egeninteresse, vækst og frihandel. Det er ikke blot egoistisk og bagudskuende, det er helt forkerte værktøjer i en verden, der har akut brug for bekæmpelse af ulighed og fattigdom,” siger Christian Juhl, Enhedslistens u-landsordfører.
I Afrika Kontakt er vi ikke enige i de mål strategien har.
Vi er ikke enige i de værktøjer strategien ønsker at bruge for at opnå disse mål.
Og som vi ser det vil denne strategi medføre endnu større ulighed og flere fattige.
Støtten til dansk erhvervsliv
Den nye udviklingsstrategi er en del af en større omlægning af dansk udviklingsbistand. Den nuv. udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har introduceret Danida Market Development Partnerships, der skal oprette såkaldte PPP – Partnerskaber mellem de private virksomheder.
Dertil kommer, at den halvstatslige “Investeringsfond for Udviklingslande” (IFU), der støtter danske virksomheders investering i u-lande, lægges uden for politisk kontrol, og undtages aktindsigt i sit arbejde. Folketinget vil få tilsendt en årlig rapport. Og det er det.
Man kan se disse tiltag som et forsøg på at undgå de mange kritiske evalueringsrapporter, som Danidas tidligere erhvervsstøtteprogrammer har oplevet. Det er nærmest italienske tilstande.
Flygtninge og nærområderne
Strategiens andet mål er at forhindre mennesker på flugt at komme til Danmark. Derfor skal lande, der ikke vil modtage afviste asylansøgere, ikke kunne modtage udviklingsbistand.
Fremover prioriteres støtten til lande, der er tæt på Europa, og hvad der i strategien kaldes bekæmpelsen af ekstremisme. Den stigende kreativitet omkring praksissen med at bruge bistandsmidler på dem der kommer til Danmark, fortsætter. Bistand, som burde gå til verdens fattigste, skal bruges af danske kommuner, i skoler, børnehaver, til grænsebomme og politiet.
Behovet for at hjælpe verdens flygtninge er enormt og kan ikke løses af Danmark alene. Men Danmark skal påtage sig et ansvar – det er også vore bomber, millioner af mennesker flygter fra.
Presset på et nærområde kan også blive så stort, at man totalt destabilisere et land eller en region, hvilket vi allerede er ved at se flere steder.
Vores sikkerhed?
Det tredje mål i strategien er sikkerhed og bekæmpelsen af terror. I dette mål sammenblander vi vores militære sikkerhedspolitik og udviklingspolitik.
Det er ikke klogt. En mere reel indsats for fred og nedtrapning af konflikter, frem for aktiv krigsindsats, er en mere farbar vej, men den vej fravælges tydeligt i strategien.
De 0,7 procent er sikret men til hvad!
I strategien, der samtidig er et politisk forlig for de næste år, står der at dansk udviklingsbistand ikke skal være under 0,7 procent af BNI. Dette er i sig selv ikke er et særligt ambitiøst mål – se også
https://globalnyt.dk/content/strategi-forlig-betydeligt-stoerre-udviklingsbistand-fortoner-sig-helt
Man skal dog være forsigtig med at se sig blind på, hvor mange milliarder der bruges på bistanden. Det er i mindre grad vigtigt om der bruges 10 eller 15 milliarder kroner på budgetlinjen i finansloven med navnet ”Udviklingsbistand”, så længe indholdet bliver skævvredet og fordrejet til ukendelighed. Det vigtigste må være hvad de mange penge så faktisk bruges til.
Med den nye strategi slås det nu fast – med et bredt politisk flertal i folketinget og med de store danske udviklings-NGOer som støtter – at den største modtager af dansk udviklingsbistand også i fremtiden vil være: Danmark.
Morten Nielsen er sekretariatsleder for NGOen Afrika Kontakt – tidl. Sydafrika Kontakt.
