NGO før topmøde: Danmark må vise verden vejen til rig natur

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Hvordan får vi råd til at redde planetens natur? Det skal verdens miljøministre finde svar på, når de mødes til topmøde om den globale biologiske mangfoldighed den 8.-19. oktober i Indien.

Danmarks Naturfredningsforening rejser med for at skubbe på, at Danmark går foran – og for at holde regeringen fast på de aftaler, der vedtages på topmødet, skriver foreningen i en presseudtalelse onsdag.

Ikke meget er sket for at redde den skrantende og truede natur siden sidste topmøde i Japan for to år siden, da 193 lande skrev under på det globale mål om at stoppe tilbagegangen for verdens natur og genoprette det tabte. Heller ikke i Danmark.

En evaluering, som DN har lavet op i samarbejde med WWF og Verdens Skove, viser, at Danmark kun har opfyldt ét af de 20 såkaldte Aichi-biodiversitetsmål, der skal stoppe tilbagegangen senest i 2020. Og at den konkrete indsats for biodiversiteten generelt er ringe i Danmark.

“Regeringen har taget nogle vigtige skridt for at bedre forholdene for naturen i Danmark – bl.a. ved at nedsætte en Natur- og Landbrugskommission. Men der skal konkret handling til på en lang række områder, hvis vi skal vende den biologiske krise og indfri målene”, siger Ann Berit Frostholm.

Hun er naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening og repræsenterer NGO-samarbejdet 92-gruppen ved biodiversitetstopmødet i Indien.

Danmarks natur er ligesom resten af verdens natur i tilbagegang. Arterne forsvinder med større hastighed end nogen sinde før. Når verdens lande nu mødes i Indien vil omdrejningspunktet være, hvordan man finder penge til at vende krisen, og hvordan man virkeliggør de 20 Aichi-biodiversitetsmål i alle lande.

Invester i naturen nu!

Danmarks Naturfredningsforening er som eneste danske NGO med som observatør ved forhandlingerne, og budskabet er klart: Det betaler sig at sætte alle kræfter ind for at vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed nu.

“Den biologiske mangfoldighed med sin variation af arter, gener og naturtyper har værdier for vores samfund, som vi ikke har råd at miste” siger Ann Berit Frostholm.

“Tænk blot på biernes bestøvning, rensning af luft og drikkevand, brændsel og materialer til produktion, fødevarer og medicin. Alt sammen noget, naturen giver os. At vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed er ikke en udgift, men en nødvendig investering – og der skal handles nu”, anfører hun og føjer til:

“Det er vigtigt, at Danmark tager førertrøjen på og viser vejen for de øvrige lande. Det kan man naturligvis kun gøre, hvis man fejer for egen dør. Derfor følger DN forhandlingerne tæt og holder regeringen op på at omsætte de aftaler, der vedtages, her i Danmark”.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at regeringen snarest muligt bør udarbejde og vedtage en national handlingsplan for, hvordan de 20 Aichi-biodiversitetsmål skal gennemføres med målbare mål og klare tidsfrister som lovet i regeringsgrundlaget.

Man kan følge forhandlingerne

Ann Berit Frostholm, naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening, repræsenterer 92-gruppen ved biodiversitetstopmødet (COP 11) i Indien. Hun er eneste danske NGO-repræsentant og kan kontaktes under hele topmødet på: 31 19 32 28 og e-mail [email protected]

Følg Ann Berit Frostholms blog på www.dn.dk

Hvor langt er Danmark?

Biodiversitetseksperter i DN, WWF og Verdens Skove har taget temperaturen på Danmarks indsats.

To år efter, Danmark skrev under på en global strategisk plan med 20 biodiversitetsmål, der skal vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed, er der ikke sket meget. Kun et mål er indfriet, for de resterende er der lang vej.

Man kan se evalueringen af Danmarks indsats på

Se også www.dn.dk/biodiversitet

Yderligere oplysninger hos:
Ann Berit Frostholm, naturpolitisk medarbejder i DN
(i Indien fra 8.-19. oktober), tlf. 31 19 32 28
Eva Frydensberg Holm, journalist i DN, tlf. 20 66 72 35