Danmark modarbejder et forbud mod klyngebomber, anfører sammenslutningen af NGO-organisationer, der kæmper for et internationalt forbud ifølge berlingske online tirsdag.
– Med den ene hånd sagde Danmark ja til et historisk forbud mod bomber i den såkaldte Oslo-proces, men nu, da der forhandles i FN, er der helt nye toner, siger Thomas Nash. Han er med til forhandlingerne for “Stop Klyngebomber”, der repræsenterer en stribe NGO-organisationer, bl.a. Folkekirkens Nødhjælp.
I FN-regi forsøger man at nå frem til en bred aftale, der også inkluderer Israel, Rusland, USA og Kina. Her sidder danskeren Bent Wigotski for bordenden, og derfor betyder de danske meldinger ifølge Thomas Nash meget.
Bent Wigotski afviser kritikken.
– I Oslo-aftalen får man forbudt et stort antal klyngebomber, men man rammer i realiteten kun 10 procent af verdens beholdning, fordi der er vigtige lande, som ikke deltager. Dermed har den aftale meget lille effekt, siger han.