NGOer: Glem ikke Gaza

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

En stribe danske NGOer har sendt et opråb ud med overskriften “Glem ikke Gaza”.

Det er underskrevet af KFUM og KFUK i Danmark, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT), Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Fagligt Fælles Forbund (3F) og FN-forbundet.

Her er opråbet i dets helhed:

I denne uge er israelerne og palæstinenserne blevet enige om en ”køreplan” for forhandlinger, der inden for det næste år skal lede til fred for Israel og palæstinenserne.

Vi, undertegnede udviklings- og menneskeretsorganisationer med mange års kendskab til Israel og de palæstinensiske områder vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på den alvorlige situation i Gaza, og opfordre Danmark til i EU at arbejde for ophør af blokaden af Gaza striben.

Den politiske, økonomiske og sociale isolation af Gaza striben er en krænkelse af international lov og har dystre konsekvenser for den fremtidige fred, udvikling og sikkerhed i regionen.

Den palæstinensiske nationale enhedsregerings sammenbrud i juni 2007 – og splittelsen mellem HAMAS i Gaza og FATAH på Vestbredden – har yderligere fastlåst Gaza stribens isolation på bekostning af den allerede forarmede befolkning.

Over halvanden million er nu overladt til fattigdom i et stigende kaotisk og krigshærget samfund, hvor grove overtrædelser af menneskerettighederne – herunder tortur – i stigende grad er hverdagen. Konsekvenserne for Gazas mange børn, der i forvejen lider under fejl- og underernæring, er uoverskuelige.

I slutningen af oktober besluttede den israelske regering yderligere at isolere og straffe Gaza ved at begrænse forsyningerne af olie og elektricitet til Gaza. En sådan handling er i strid med folkeretten, idet civile i besatte områder ikke må straffes for en handling, de ikke har udført.

Politikken over for Gaza medvirker til at forøge desperationen og frustrationen blandt palæstinenserne med øget støtte til Hamas – også på Vestbredden – som et sandsynligt resultat.

En sådan udvikling vil risikere at gøre de kommende fredsforhandlinger meningsløse, da Præsident Abbas kan miste grebet om også Vestbredden.

Både EU og andre internationale aktører har flere gange opfordret alle parter inkl. de palæstinensiske grupperinger til at respektere menneskerettighederne og folkeretten herunder krigens love. Ligeledes har man opfordret Israel til at genåbne Gazas grænser.

EU har bidraget til en tilspidsning af situationen ved at indtage en ”Vestbredden-først”-holdning, som favoriserer Vestbredden på bekostning af Gaza og splitter den palæstinensiske befolkning.

Hvis den køreplan, der er aftalt i Annapolis skal bære frugt, opfordrer vi indtrængende Danmark til at arbejde for:

– at EU i den bilaterale politiske dialog lægger maksimalt pres på Israel for at bringe blokaden af Gaza striben til ophør.

– at EU tager konkrete skridt til at fremme dialogen og forsoning mellem de palæstinensiske partier, og samtidig lægger pres på parterne for at overholde menneskerettighederne og den palæstinensiske grundlov.

– at EU presser på for reformer af det palæstinensiske selvstyre under hensyntagen til den palæstinensiske grundlov og de demokratiske processer, så der igen skabes respekt om selvstyrets institutioner.

– at EU i forhandlinger med USA, Israel og det internationale samfund fastholder princippet om en samlet palæstinensisk stat, og at diskriminationen mellem den palæstinensiske befolkning i hhv. Gaza og Vestbredden ikke er et acceptabelt udgangspunkt. EU bør i stedet følge den norske dialoglinie i forhold til Hamas.

– at medlemslandene i EU betinger en yderligere uddybning af samarbejde af, at parterne lever op til deres ansvar.

– at alle danske og europæiske tiltag, aktiviteter, aftaler og privilegeret samarbejde med de 2 parter i konflikten overholder principperne indenfor folke- og menneskeretten.

Det må sikres at danske og europæiske midler ikke bruges til at støtte terrorhandlinger, etablering af bosættelser og bosætter-infrastruktur, tortur, nedrivning af huse, opførelse af separationshegnet eller nogen anden overtrædelse af den humanitære folkeret og menneskerettighederne.