Nicaraguas regering søger at skjule over en milliard cordobas, eller godt en halv milliard danske kroner, i skatteindtægter i sin finanslov. Det sker fordi pengene skal finansiere den nicaraguanske nationalbanks ulovlige gæld til private banker. Derfor bliver de ikke registreret i årets finanslov – statens husholdningsregnskab.
Det konkluderer organisationen Coordinadora Civil, rapporterer MS-udsendte Erika Brenner på Mellemfolkeligt Samvirkes website fredag. Coordinadora er partner for MS i det mellemamerikanske land, som tillige er programsamarbejdsland for Danida.
Coordinadora fandt frem til det “forsvundne” beløb ved at sikre sig adgang til et memorandum fra regeringen til Valutafonden IMF i Washington. Her står det rigtige beløb i skatteindtægter. Og det er meget større.
Regeringen tør ikke lyve overfor IMF, men godt overfor befolkningen, konkluderer organisationen, der finder det forkasteligt, at pengene går til at fylde Nationalbankens dybe gældshul op og ikke til gavn for Nicaraguas fattige flertal.
Pengene kunne f.eks. bruges på at skaffe undervisning til næsten en million børn, som ikke går i skole.
Læs Erika Brenners tankevækkende artikel på www.ms.dk