I december 1916, for 105 år siden, stemte man om salget af de danske øer i Vestindien, som blev overdraget til amerikanerne den 31. marts 1917. Forud var gået ophævelsen af slaveriet i 1848 og en gradvis erkendelse af den voksende byrde af at bevare de danske tropekolonier.
Det er vigtigt med ”helte”, men historien skal passe. Ja, Generalguvernør Peter von Scholten ophævede slaveriet i Dansk Vestindien i 1848. Men han var ikke den store helt. Der stod en afgørende frihedstrang og -kamp, som han som Generalguvernør ikke længere kunne sidde overhørig, bag. En frihedstrang, der taler til os alle, på tværs af århundreder og landegrænser og uanset race og køn. Derfor er det afgørende, at de rette helte får rigtig omtale og vores fulde anerkendelse.
I Am Queen Mary
I centrum for ophævelsen af slaveriet finder vi nemlig slaverne og deres frihedstrang samt en kvinde, Queen Mary, Mary Leticia Thomas, der i 1870’erne skulle tale vestindernes sag. Til minde derom finder man statuen I Am Queen Mary foran Vestindisk Pakhus, som symbol på den umenneskelige trekantshandel, som sendte slavegjorte afrikanere tværs over Atlanten til de vestindiske arbejdslejre eller sukkerplantager, hvorfra sukkeret blev sendt tilbage til Danmark og pakhuset.
Dette er den virkelige historie, vi skal koncentrere os om, og slaverne og Queen Mary er de sande helte, ikke danskerne og Peter von Scholten. Han har ganske vist en central placering i ”vores”, men altså ikke i ”deres” historie. De virkelige helte har stor betydning langt ud over det snævre danske fokus, når vi taler om frihed og menneskerettigheder. I forbindelse med disse og ophævelsen af slaveriet er von Scholtens rolle faktisk sekundær.
Slavernes frihedskamp er nemlig et symbol på en global trang til frihed og lighed. De tre dansk vestindiske øer, Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan, var blevet koloniseret i 1672. Allerede 60 år senere i 1733 kom det til et stort oprør på den lille ø Sankt Jan, som skulle få stor betydning for slaverne i de danske kolonier.
Slavernes opstand var nemlig et forvarsel og indgår i fortællingen om slavernes uafhængigheds-og lighedskamp. Selv om oprøret på Sankt Jan i sidste ende blev slået ned, var det imidlertid en vigtig forløber for slavernes vellykkede frihedskamp i Dansk Vestindien 115 år senere, i 1848.
En kamp for frihed og menneskerettigheder
Når talen falder på frihedskamp, må man endelig ikke glemme, at der til at begynde med, i starten af sejladsen over Atlanten og mens Afrikas kyster endnu kunne skimtes i horisonten, ofte fandt sande dramaer sted på slaveskibene. Med deres hjemland i hovedet og hjertet gjorde slaverne voldsom modstand mod deres bortførelse med mytterier, der blev slået brutalt ned. Et drama, der gentog sig igen og igen under overfarten af de 36.000 skibe, der transporterede mindst 12 millioner slaver fra 1500-tallet til midt i 1800-tallet.
Modstanden fortsatte på plantagerne med oprøret blandt slaverne på den lille vestindiske ø Sankt Jan blandt de mest omtalte opstande. Altså ikke noget med hjælpeløse objekter, men særdeles aktive mennesker, der fra begyndelsen af deres tilfangetagelse satte sig til modværge og ikke ville acceptere overgrebet og tilintetgørelsen af deres livsverdener og løsrivelsen fra deres hjem og kære.
Oprørene og opstandene havde deres ekko andre steder i Caribien. I 1791 førte slavers frihedskamp på den store franske ø Saint-Domingue, det nuværende Haiti (et par hundrede kilometer vest for Jomfruøerne), til den første uafhængige statsdannelse ved tidligere slaver i 1804. Men også globalt set var frihedstrang grænseløs i form af kampen for borgerrettigheder i USA i 1960’erne og afkoloniseringen af Afrika og Sydøstasien i samme årti.
Afgørende er det derfor, at vi italesætter vores etnocentriske (danske og europæiske) historieskrivning, der usynliggør de virkelige helte. Der er frihedskampen, at mindes de millioner af navnløse slavegjorte afrikanere, som mistede alt, blev transporteret over Atlanterhavet, blevet usynliggjort alt for længe, fordi vi har ignoreret ”deres” frihedstrang til fordel for ”vores” egen udlægning og ”hvidvaskning” af historien.
Slaverne kæmpede faktisk også på vores vegne, for frihed og menneskerettigheder. Det luner med rigtige helte her i denne december måned – og i det hele taget.
Bernhard Bierlich er PhD og programdirektør ved ngo’en St. Croix Foundation for Community Development
