Den 10. marts i år sluttede endnu en arbejdsdag på den colombianske sukkerrørsplantage for 31-årige Alexis Vergara. Da uret slog 21.00, var lyden fra en motorcykel og tre pistolskud det sidste, han hørte. Ukendte gerningsmænd slog ham ihjel.
Alexis Vergara er en ud af i alt 14 fagforeningspersoner der blev slået ihjel i Colombia mellem det seneste år. Flere fagforeningsledere blev dræbt i Brasilien, Honduras og Colombia, imens adskillige fagforeningsfolk modtog dødstrusler og oplevede fysiske overgreb, beretter International Trade Union Confederation (ITUC) i en ny rapport.
På trods af en lav placering som nummer fire ud af fem på listen over de værste regioner i verden at være arbejder i, har Nord- og Latinamerika tre lande på listen over de 10 værste lande i verden: Brasilien, Colombia og Honduras, står der i rapporten.
Dødstrusler på fagforeningsfolk efterforskes ikke
I Honduras blev den 62-årige fagforeningsleder Jorge Alberto Acosta slået ihjel af skud fra to ukendte gerningsmænd. Han ledede bananarbejderne fra Chiquita igennem en strejke på 77 dage som endte i 2018, hvor han og sine fagforeningsfolk efterfølgende modtog dødstrusler. Acosta blev offer for fysiske angreb, overvågning og indbrud, skriver organisationen BananaLink.
Jorges’ fagforening SITRATERCO, som er den ældste i landet, fordømte flere af truslerne offentligt over for regeringen, men fordømmelsen blev aldrig imødekommet af en efterforskning eller garanterede sikkerhedsforanstaltninger til fagforeningsledere, beretter ITUC.
I Colombia var drab på fagforeningsfolk så omfattende, at flere udenlandske politikere gik sammen om at skrive et brev sidste år til den colombianske regering, hvor det internationale samfund udtrykte bekymring for volden mod landets fagforeninger og samtidig krævede, at Colombia skal garantere sikkerheden for aktivister og fagforeningsfolk.
Strejke og protest mødes med vold
Brutalt modsvar fra den udøvende magt til flere demonstrationer og protester var ikke et sjældent syn i Latinamerika i 2019. Store protester støttet af flere fagforeninger mødte hård modstand fra sikkerhedsstyrker, konkluderer rapporten.
I Chile døde mindst 23 demonstranter under heftige regeringsprotester sidste år, der blev udløst af en politisk beslutning om at hæve prisen på offentlig transport. Den efterfølgende måned var Chiles sikkerhedsstyrker anklaget for brud på en række menneskerettigheder såsom tortur, seksuel vold og udenretslige drab, skriver The Guardian.
I nabolandet Bolivia døde mindst 31 demonstranter under politiske uroligheder som resultat af et omstridt præsidentvalg i oktober sidste år, skriver CNN.
Efterfølgende lavede Bolivias midlertidige præsident Jeanine Anez en aftale med flere ledere fra fagbevægelsen om at trække militæret fra protestområderne, hvis lederne sørgede for at ende demonstrationerne, skriver Reuters.