listen over modtagere.
Det er så vidt vides første gang, at præsident Nicolas Maduros regering har accepteret at modtage krisehjælp fra FN. Hidtil har regeringen afvist at modtage bistand udefra og har ligeledes afvist, at der skulle være en humanitær krise i landet.
Det skriver IRIN News og flere andre internationale medier.
Venezuela er placeret som nummer 19, midt mellem Niger og Papua Ny Guinea, på listen over de 47 lande, der får penge fra puljen til akutte kriser.
Modtagelse af disse midler kræver som regel godkendelse fra regeringen i modtagerlandet.
De cirka 60 millioner kroner skal deles mellem fem forskellige FN-agenturer, der administrerer programmer der skal bekæmpe blandt andet fejlernæring blandt børn og kønsrelateret vold.
En FN-rapport har tidligere vist, at omkring hver ottende venezuelaner er fejl- eller underernæret.
Den største portion penge går til Verdenssundhedsorganisationen WHO, der skal være med til at forbedre forholdene på Venezuelas hospitaler. Her er man for længst løbet tør for medicin og kræver af patienter, at de selv skal medbringe det nødvendige medicin.
Venezuela, der ellers er i besiddelse af de størst kendte oliereserver i verden, har oplevet noget nær en total nedsmeltning i sin økonomi i de seneste tre år.
I samme periode er mindst tre millioner mennesker flygtet fra landet, og inflationen er tæt på at ramme én million procent.
UNICEF optrapper indsatsen
Samtidig meddeler UNICEF, at organisationen siden august har fløjet næsten 130 ton medicin, næringsmidler og sundhedsudstyr ind i Venezuela, hvor det vil komme omkring 350.000 kvinder og børn til gavn.
Den alvorlige politiske og økonomiske krise i landet forhindrer børn i at få adgang til basale sundhedsydelser, skriver UNICEF.
Antallet af mæslinge-smittede børn er steget fra 727 i 2017 til foreløbig 5525 i 2018, og myndighederne har stadig ikke fået bekæmpet et udbrud af difteri, der begyndte i sommeren 2016. Det har ramt mindst 1249 personer, de fleste af dem børn, skriver UNICEF.
UNICEF har været til stede i Venezuela siden 1991, men har i de seneste to år optrappet indsatsen for de mest udsatte.