Ny dansk støtte til Pakistans medier

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Et nyt dansk initiativ skal støtte op om medierne i Pakistan, et af verdens farligste lande for journalister. Det sker som en del af Danmarks støtte til landets demokratiske udvikling og stabilisering.

I løbet af de sidste 10 år har mindst 100 pakistanske journalister mistet livet og utallige været udsat for voldelige angreb.

Den toårige indsats fra Udenrigsministeriet, der implementeres af den danske organisation International Media Support (IMS), skal forbedre journalisternes sikkerhed samt højne deres professionelle færdigheder.

Det skriver IMS i en pressemeddelelse.

”At bedrive journalistik i Pakistan sker ofte med livet som indsats. Herudover er der massivt behov for at dygtiggøre journalister så de kan levere mere professionel journalistik til borgere i landets grænseområder og provinser,” siger Jesper Højberg, direktør hos International Media Support (IMS).

”I de næste to år sætter vi derfor fokus på at dygtiggøre journalister på tværs af Pakistan samtidig med at vi bidrager til at skabe bedre juridiske rammer for den uafhængige journalistik. Pressen spiller en meget vigtig rolle i Pakistans demokratiseringsproces og medier der kan rapportere professionelt og balanceret er derfor helt centralt.”

Medier i hastig vækst

Programmet vil fokusere på de konfliktramte provinser der grænser op til Afghanistan. Det er særligt her Pakistans journalister er hårdt ramt.

I løbet af de sidste ti år har Pakistans medier udviklet sig med raketagtig hastighed efter landets mediemarked blev liberaliseret.

Fra omkring 2.000 til 18.000 journalister og fra én enkelt tv station til over ét hundrede.

Medierne har spillet en central rolle i Pakistans sociale og politiske udvikling, men de har også været hårdt ramt af terror og andre voldelige angreb.

International Media Support har arbejdet i Pakistan siden 2010 for at fremme journalisters sikkerhed og professionelle færdigheder.