Allan Andersen er udnævnt til ny direktør i Andelskassen Oikos, der bl.a. yder lån til fattige mennesker i Den 3. Verden. Udnævnelsen skete med virkning fra den 1. april 2010.
42-årige Allan Andersen blev ansat i Oikos for et år tilbage og afløser Mona Poulsen, som har været direktør siden Oikos’ start i 1992 og nu i stedet bliver filialchef i Århus.
Han kommer fra en stilling som filialdirektør i Sparbank og har bred erfaring fra 20 år i den kommercielle bankverden.
– Jeg vil give Oikos en stærkere position blandt danske banker, fordi jeg er overbevist om at værdibaserede pengeinstitutter er kommet for at blive, siger den nye direktør og uddyber:
– Efter 20 år i den kommercielle bankverden nærede jeg et stærkt ønske om at finde noget mere meningsfyldt arbejde. Det har jeg bestemt fundet i Oikos. Godt nok er Oikos et af Danmarks mindste pengeinstitutter, til gengæld har vi en solid økonomi, en stærk loyalitet blandt kunderne og en masse medvind.
– Med de flotte lokaler i Nørregade (i Københavns centrum) har vi en platform til at tage imod de mange nye kunder og interessante henvendelser, som vi får hver dag! Med min tiltræden som direktør vil jeg gerne gøre mit til, at Oikos bliver et alment kendt pengeinstitut.
– Mit mål er også at konsolidere Oikos personalemæssigt, således at der på kontorerne både i København og i Århus er 2 ansatte. Jeg vil gøre mit til at bibeholde den personlige måde, vi servicerer kunderne på. Det er med til at give Oikos det særpræg, vi har, sammenlignet med andre pengeinstitutter.
– Oikos-lånene til verdens fattige er naturligvis tillige et fokuspunkt for mig, og de lån skal der blive flere af i de kommende år, anfører Allan Andersen.
Man kan se mere om Oikos på www.oikos.dk