Ny formand for DEMs landsudvalg

Forfatter billede

Anne Grete Rasmussen fra Skagen er valgt som formand for landsudvalget i Dansk Ethioper Mission (DEM) for perioden 2010-2012.

Formandsvalget fandt sted på landsudvalgets møde i Christiansfeld den 1. oktober, og Anne Grete Rasmussen afløser dermed Kenneth M. Pedersen fra Vejle på formandsposen. Han har selv ønsket at stoppe og samtidig træde ud af landsudvalget.

Anne Grete Rasmssen er læreruddannet og har tidligere været udsendt af DEM som missionær i Etiopien i 2 omgange: Først alene i 1982-1985 og senere i 1992-1998 sammen med sin mand, Per Rasmussen, nu sognepræst i Skagen.

Landsudvalgets opgave er at støtte Dansk Ethioper Missions arbejde. Landsudvalgets medlemmer er ressourcepersoner. Udadtil er de ambassadører for DEM i deres lokalområder, og samtidig bringer de inspiration og konstruktiv kritik ind i DEM som organisation.

Landsudvalget består af 40 medlemmer som udpeges af DEMs bestyrelse for 4 år ad gangen. Desuden anmoder bestyrelsen ofte tidligere missionærer og volontører om at blive medlemmer af landsudvalget i 2 år efter deres hjemkomst.

Landsudvalgets formand vælges for 2 år ad gangen. Det sker i lige år på det årlige landsudvalgsmøde som holdes i september eller oktober.