Dansk Folkehjælp har ansat en ny generalsekretær. Det er 53-årige Mirka Mozer, som kommer fra en stilling som direktør for organisationen Diversity Works, en frivillig organisation, som styrker inklusion af socialt udsatte etniske minoritetskvinder og deres familier. Hun er uddannet cand.mag. i dansk.
Hun afløser Klaus Nørlem, der ledede organisationen i 19 år.
Som medlem af Frivillighedsrådet og bestyrelsesmedlem i Center for Frivilligt Arbejde er Mirka Mozer dybt engageret i at sætte frivillighed og frivillighedens væsen på dagsordenen, skriver Dansk Folkehjælp.
”Vi har været igennem en grundig rekrutteringsproces, og vi er glade for at præsentere Mirka Mozer som ny generalsekretær. Fremtiden byder på nye former for frivillighed, øgede krav om medbestemmelse fra donorer og fonde og ikke mindst en øget kamp om midlerne. Vi tror på, at vi med valget af Mirka er godt rustet til at imødegå de udfordringer. Vi glæder os til samarbejdet og til at byde hende velkommen hos Dansk Folkehjælp den 11. april,” lyder det fra Thomas Egesborg Pedersen, der er formand for Dansk Folkehjælp.
Organisationen vil prøve noget nyt
Klaus Nørlem stoppede pludseligt i oktober 2022. Til avisen Folketidende, sagde han dengang:
”Når man har siddet i jobbet så længe, som jeg har, kan det være godt at prøve at få et nyt blik på Dansk Folkehjælp. Det vil vores bestyrelse rigtig gerne. Og det at være generalsekretær i Dansk Folkehjælp er et slidsomt job, og jeg er ikke en årsunge længere, så det er også godt for mig at prøve noget nyt, som ikke er så krævende.”
Han afviste samtidig, at der var nogen form for dramatik i hans tilbagetræden.
Fra formanden, Thomas Egesborg Pedersen, lød det:
”På et tidspunkt har jeg en samtale med Klaus, hvor han giver udtryk for, at han gerne vil prøve noget nyt. Og vi har i bestyrelsen kort forinden haft en samtale om, at det måske er på tide at finde en ny generalsekretær. Jeg ved ikke, om fantasiløshed er det rigtige ord, men på et tidspunkt er det meget det samme, det samme, det samme, og derfor finder vi ud af, at vi skal på jagt efter en ny.”
Klaus Nørlem var sammenlagt mere end 30 år i organisationen, og Thomas Egesborg Pedersen har været formand i ti år.
Da Klaus Nørlem stoppede blev Peder Thorning fra organisationens internationale afdeling konstitueret som generalsekretær, og han fortsætter indtil Mirka Mozer begynder efter påske.
Langt fra København
Dansk Folkehjælp er en humanitær organisation, som arbejder både i og uden for Danmark. Den har tre hovedområde: Forebyggelse og førstehjælp, frivilligt socialt arbejde, og nødhjælp og udviklingsarbejde i udlandet. Den er også en af de 12 organisationer, som deltog i Danmarks Indsamling i tidligere i februar.
Organisationen har blandt andet været engageret i Afghanistan, Uganda og Somalia.
Som en af de få større hjælpeorganisationer har den sit hovedkontor uden for København – nærmere bestemt i Nykøbing Falster.
Organisationen er blandt Danmarks ældste civilsamfundsorganisationer. Den blev stiftet i 1907 under navnet Arbejdernes Samariter Forening. Senere skiftede den navn til Arbejdernes Samariter Forbund og ASF-Dansk Folkehjælp. I 2010 forsvandt det gamle navn helt, da organisationen blev til Dansk Folkehjælp. Den er dog fortsat tilknyttet arbejderbevægelsen.