Ny palæstinensisk samlingsregering er på plads

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Palæstinenserne tog mandag en ny samlingsregering i ed. Fatah og Hamas betragter det som afslutningen på den syv år lange splittelse. Israel raser over Hamas’ deltagelse, mens USA og Europa antyder, at de vil give regeringen en chance.

”I dag, med dannelsen af en ny samlingsregering, bebuder vi afslutningen på den palæstinensiske splittelse, der har forårsaget stor skade mod vores nationale sag,” sagde den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, ifølge flere internationale medier da han mandag præsenterede den ny palæstinensiske samlingsregering i Ramallah.

Abbas’ politiske fløj, Fatah-bevægelsen, blev smidt ud af Gazastriben i 2007, da den islamistiske Hamas-bevægelse vandt valget og tog magten i Gaza. Siden har der været kold luft mellem de to fløje.

Fatah kontrollerer dele af Vestbredden.

Med mandagens regeringsaftale er der lagt låg på uenighederne, lyder det fra både Fatah og Hamas.

”Vi lovpriser den nationale samlingsregering, der repræsenterer hele det palæstinensiske folk,” siger Hamas-talsmand Sami Abu Zuhri, ifølge flere medier.

En talsmand for præsident Abbas siger, at det fortsat er den ny regerings mål at få en uafhængig palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad.

Israel advarer mod Hamas

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, advarer om, at aftalen mellem Hamas og Fatah vil styrke terrorismen i regionen.

”Jeg opfordrer alle ansvarlige dele af det internationale samfund til ikke at forhaste sig og anerkende en palæstinensisk regering, som Hamas er en del af og som afhænger af Hamas,” sagde Netanyahu i en meddelelse.

Israel afbrød de amerikanskstøttede fredsforhandlinger med palæstinenserne, da Fatah og Hamas i april enedes om at danne en fælles regering.

Israelsk radio meddeler, at Israel nægtede tre af de kommende ministre udrejsetilladelse fra Gaza, så de kunne deltage i ceremonien i Ramallah.

USA og EU har antydet, at de er parate til at give den ny palæstinensiske regering en chance, selvom Hamas står opført på USA’s liste over terrororganisationer.

USA’s regering har indtaget en afventende position og vil se, hvem der bliver udnævnt som ministre. Foreløbig tyder alt på, at det overvejende bliver en teknokratregering, skriver Washington Post.

Mahmoud Abbas har lovet, at den nye regering vil tage afstand fra brugen af vold, og at den vil anerkende Israels ret til at eksistere, skriver flere medier.

Han siger endvidere, at Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) skal tage sig af fremtidige fredsforhandlinger med den israelske stat – ikke den ny samlingsregering, skriver Washington Post.