De sidste års tid er situationen i Burkina Faso drastisk forværret.
Et miskmask af bevæbnede grupper bestående af ’almindelige’ banditter, jihadister, lokale selvforsvarsgrupper og en fraværende stat er del af grunden til, at landet, der hidtil har været kendt som en fredelig lille ø i et oprørt hav af nabolande, har set sin ellers tætvævede sociale sammenhængskraft give efter.
I en ny rapport undersøger organisationen International Crisis Group, hvad der kan gøres for at stoppe den voldsspiral, som Burkina Faso er havnet i.
Et af rapportens hovedbudskaber er, at frem for at være årsagen til landets problemer, skal jihadisternes indtog snarere ses som konsekvensen af landets problemer, der bunder i en multifacetteret krise i landets landområder.
Landområder i krise
I efterået 2014 tvang en massiv folkelig opstand Blaise Compaoré, Burkina Fasos præsident gennem næsten 30 år, fra magten. Gennem et netværk af personlige alliancer, havde Compaoré været i stand til at neutralisere trusler mod hans styre og løse spændinger i lokalsamfund, hvilket bevarede indtrykket af social sammenhængskraft og stabilitet i landområderne.
Da præsidenten faldt fra magten, blev dette system knust.
Statens tilstedeværelse i landområderne blev endnu mere fragmenteret og kapaciteten til at holde orden yderligere forringet, fremgår det af rapporten.
Resultatet har været frustrerede indbyggere, opblussen af lokale stridigheder og frit lejde for plyndrende banditter og jihadister, der udnytter interne stridigheder over for eksempel jord til at få fodfæste i landet. Således var Burkina Faso det land i Sahel-regionen, der var udsat for flest jihadistangreb i 2019.
Ifølge FNs kontor for Vestafrika og Sahel (UNOWAS) mistede 1.800 mennesker livet i Burkina Faso i 2019 som følge af terroristangreb – i 2016 var tallet 70.
De mange angreb har sendt i tusindvis på flugt. Et estimat fra UNHCR, FNs flygtningeorganisation, lyder på, at i gennemsnit 4.000 burkinere er flygtet hver dag siden 1. januar 2020.
I alt er 765.000 burkinere flygtet fra deres hjem.
Ikke alle er ideologer
Det er særligt landets nordlige egn, der grænser op til Mali og Niger, der er ramt.
Grænseområdet har efter kuppet og den efterfølgende krig og uro i Mali i 2012 været ustabilt og plaget af vold og gentagne angreb. Tal fra UNOWAS peger på, at det samlede dødstal for alle tre lande er femdoblet over en periode på bare tre år – i alt døde 4.000 mennesker i 2019.
Angrebene i Burkina Faso spreder sig nu til en større del af landet, og Crisis Group peger på, at det kan give jihadisterne fodfæste i Vestafrikas kyststater, der, med enkelte undtagelser, hidtil har været sparret.
Rapporten understreger, at jihadistgrupperne ikke består af hardcore islamistiske ideologer, men derimod udgøres af frustrerede burkinere.
Deres griben til vold skyldes altså ikke et religiøst ønske om jihad, men tværtimod lokale, ofte etniske, grunde – som eksempelvis også er set i Mali.
Se også: Etniske grupper i Sahel bruger kampen mod terror som nyt våben i gammel konflikt
Hårdt mod hårdt har forværret situationen
Derfor er statens – primært militære – modsvar forfejlet og har i nogle tilfælde endda forværret situationen. Rapporten kritiserer den burkinske stat for at anerkende problemet for sent og for at skyde skylden på Compaoré og urolighederne i Libyen, fremfor at handle.
Da staten så endelig reagerede, betød dens manglende anerkendelse af problemets lokale forankring og forståelse for jihadistgruppernes sammensætning, at den primært satte hårdt mod hårdt med militærmagt, hvilket ikke er den rette tilgang til at dæmme op for de underliggende sociale problemer.
Den anti-terrorbekæmpelse, der har været, har desuden ofte ført til vold mod civile, hvilket blot har øget befolkningens frustrationer i forhold til staten.
Derudover giver myndighederne, ligesom er tilfældet i Mali, lang snor til en række af de selvforsvars- og selvtægtsgrupper, der er opstået. Faktisk har de burkinske myndigheder endda opmuntret dannelsen af dem, skriver Crisis Group.
Det er problematisk.
For at bevæbne udvalgte civile kan yderligere forværre lokale problemer og stridigheder med den konsekvens, at volden eskalerer.
Nogle af disse selvforsvarsgrupper er også trængt ind på ellers statslige domæner som skatteinddragning, bødeudskrivelse, lov og orden og militæroperationer og har således udviklet sig fra beskyttere til herskere, påpeger rapporten.
Den kommer med tre forslag til, hvad den burkinsk regering skal gøre for at stoppe voldsspiralen:
- Nu og her: Begrænse brugen af magt og selvforsvarsgrupper i militære aktioner. Frem for at slå mistænkte ihjel, skal myndighederne sikre en demokratisk rettergang.
- På den korte bane: Myndighederne skal nedsætte en ikke-militær gruppe, der skal designe og implementere en sikkerhedsstrategi, der både søger at undgå, formindske og stabilisere efter kriser.
- På den lange bane: Regeringen skal lave strukturelle reformer, der kan hele splittelser og stridigheder, og fokusere på social og politisk inklusion af især fulanierne, der er den befolkningsgruppe, der oftest kommer i klemme.
