På grund af den ustabile situation i Bolivia har det danske udenrigsministerium tirsdag oprettet en ny midlertidig rejsevejledning for Andes-landet, som samtidig er programsamarbejdsland for Danida.
Heri hedder det:
Den politiske og sociale situation i Bolivia er på nuværende tidspunkt højspændt. Rejsende opfordres til nøje at overveje nødvendigheden af rejser til Bolivia og i videst muligt omfang udsætte rejser, indtil situationen er nærmere afklaret.
Rejsende bør orientere sig grundigt i pressen og hos ambassaden om udviklingen inden eventuel indrejse. Danske statsborgere, der befinder sig i landet, opfordres til at henvende sig til ambassaden på telefonnummer 2432070, eller mobil 71562213 og 71560295 for at lade sig registrere og få råd og vejledning. Interne rejser bør undgås indtil situationen er afklaret.
Generalstrejken, der indledtes den 2. marts i El Alto, i omegnen af La Paz, fortsætter. Aktivister søger at blokerer vejene samt stoppe gas- og elforsyningen i landet, og der er strejker og demonstrationer over store dele af landet. Hovedvejen mellem La Paz og lufthavnen er blokeret.
Hæren er indsat ved olieinstallationer med henblik på at bremse demonstranters forsøg på at overtage kontrollen med energileverancer. Præsidenten meddelte den 7. marts, at han vil træde tilbage. Situationen er ustabil og risikoen for uroligheder består fortsat.
Kilde: www.um.dk