Ny stab på Udvikling, men kun ansat for et år – samt kommentar af u-landsnyt.dks redaktør

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det blev ikke overraskende den hidtidige redaktør af Udvikling, Stefan Katic, som fra en omfattende ansøgerbunke blev valgt til redaktørstillingen for det nye Udvikling, der relanceres med start fra juni, erfarer u-landsnyt.dk

Med sig i den nye 2-mands redaktion for Danidas mangeårige tidsskrift får den 42-årige cand.tech.soc. så journalist Poul Kjar, der vender hjem fra en udstationering i Honduras for at tiltræde i maj.

Men uanset kritik heraf får Stefan Katic og Poul Kjar kun tilbudt et-årige kontrakter. For Katics vedkommende oven i købet efter at han indenfor det sidste halvandet år er blevet betroet at redigere i alt 9 numre af tidsskriftet på en løs freelance kontrakt, hvor han populært sagt fik betaling fra nummer til nummer. Med andre ord: Han er i forvejen kendt af og accepteret af ministeriet.

Det var u-landsreporteren Jesper Heldgaard, som selv har skrevet flere temanumre for Udvikling, der i et indlæg i u-landsnyt.dk den 2. marts hudflettede de stærkt tidsbegrænsede kontrakter.

Han kaldte dem et “isnende signal.. der ikke kan opfattes anderledes end, at både redaktøren af og journalisten på Udvikling sidder yderst på pindene i det store ministerium, langt nede i hierarkiet og med ekstremt beskeden sikkerhed i ansættelsen”.

Heldgaard fortsatte:
– Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange og gode “forklaringer” på, at ansættelserne skal foregå sådan. Det har sikkert noget at gøre med Finansloven, stop for nye, faste stillinger og andre teknisk/bureaukratiske ting. Men det rører ikke ved, at opslaget sender et forstemmende signal om, at kommunikation og formidling prioriteres rystende lavt af ministeriet.

Danidas chef, udenrigsråd Carsten Staur, som sad med i ansættelsesudvalget for Udviklings nye stab, svarede Heldgaard i et indlæg på u-landsnyt.dk. Staur glædede sig bl.a. over, at “Udenrigsministeriets blad om udviklingsbistand får tilført yderligere redaktionelle vitaminer”.

Staur lagde til om ansættelsesforholdet, at “redaktøren af Udvikling har i en årrække været kontraktansat på et-årige eller i en periode 3-årige kontrakter. Så der er tale om en fortsættelse af gældende praksis, hvilket de mange, der har ringet for at få yderligere oplysning om de 2 stillinger, også er blevet informeret om”.

Fungerende chef for Udenrigsministeriets Informationskontor, fuldmægtig Lars Thuesen, siger til u-landsnyt.dk, at “da vi opslog redaktørstillingen, var det jo ikke givet, hvem der ville få den, så alene på den baggrund var det naturligt med et år. Kontrakten følger blot ordlyden i stillingsopslaget”.

– Og så er det ikke unormalt at ansætte folk i ministeriet på et-årige kontrakter. Jeg selv er på 2-årig kontrakt, hvis jeg bliver ansat som chef for kontoret her (Informationskontoret); der er simpelt hen tale om en 2-årig prøvetid, anfører den 44-årige diplomat, der kom ind i udenrigstjenesten i 1987, samme år han blev færdig som cand.scient.pol.

– Man skal også tænke på, at vi går igang med et helt nyt koncept for tidsskriftet, bl.a. lægger vi op til, at der skal være langt mere debat i Udvikling end hidtil. Dertil kommer de generelle forhold, bl.a. de omfattende personalebesparelser herinde; der er altså mange faktorer, som indgår, siger Lars Thuesen.

Direkte adspurgt vil han ikke udelukke, at kontraktens længde kan tages op til overvejelse efter det første ansættelsesår.

Journalist Poul Kjar, der bliver den anden del af redaktionen, er 35 år, gift og har 2 børn. Han er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter og indledte sin journalistiske løbebane på TV2s Fak2eren i 1995.

Siden arbejdede han i 5 år på Easy Film, hvor han tilrettelagde en lang række TV-programmer til DR, TV2 og BBC World om 3. Verdens-forhold i samarbejde med Ibis, Folkekirkens Nødhjælp, Fagbevægelsens U-landssekretariat (nu U-landssekretariatet) og Red Barnet. Samt film og undervisningsmateriale til Danida.

De seneste 2 år har Poul Kjar arbejdet som journalist for Folkekirkens Nødhjælp i Mellemamerika, hvor han fra Honduras har skrevet til organisationens medier og for aviser og blade. På det seneste også for Udvikling.

KOMMENTAR af Jesper Søe, u-landsnyt.dk

Det er forstemmende og trist, at Danida ikke kan tage sig sammen til at fastansætte en af nøglepersonerne i sit nye mediefremstød for 3 år eller mere.

Hvad skal Stefan Katic præstere for at opnå denne gunst? Hvor mange flere numre skal han redigere? Hvor længe skal der gå, før Danidas ledelse forstår, HVOR stor forskellen er på at være ansat et eller 3 år, når det drejer sig om en journalist, der tit og ofte står meget alene i det store ministerium?

Stefan Katic har på kvalitativ vis redigeret ikke færre end 9 numre af Udvikling. Han har gjort det over en periode på halvandet år. Han har før da bevist sine evner på Mellemfolkeligt Samvirkes blad, Kontakt , som i hans redaktørtid (1997-2000) nåede et flot stade efter års slingrekurs. Hvad mere kræver ministeriet?

Uden for ministeriets mure er det – for nu at sige det mildt – meget svært at forstå, hvorfor i alverden man ikke kan tage sig sammen til en ansættelse, der sikrer redaktøren på rimelig og ordentlig vis.

For det er jo dét, sagen drejer sig om. Redaktørens position den dag, da det nye debativrige tidsskrift bringer sig i karamboulage med huset. Den dag, da ytringsfriheden også gælder. For ytringsfriheden er der hele tiden, ikke kun når man selv har gavn af den eller ikke føler sig generet af den.

Det er ikke ligefrem overdrevet at påstå, at ministeriet historisk set ikke har set med milde øjne på kritiske debatindlæg i Udvikling. Det er der talrige eksempler på. Det er her, at en kontrakt på eksempelvis 3 år er guld værd. Det gør redaktøren mindre underdanig og mindre føjelig. Den styrker kort sagt tidsskriftets position og gør det derved mere værdifuldt for læserne.

Jeg er sikker på, at ønsket om et så langt som muligt fritstående og uafhængigt tidsskrift også er fremgået af den læserundersøgelse af Udvikling, som Carsten Staur refererer til. Hvorfor bruger man så ikke det værktøj, der ligger lige for hånden og sikrer redaktøren?

Og hvilket signal er det i øvrigt at sende omkring et nyt initiativ – det efterhånden længe proklamerede nye blad – at man for resten kun tør ansætte redaktionen for et år?

Det er et i alle henseender forkert signal; det virker som om man ikke rigtig selv tror på det, og gerne vil have en kattelem at komme ud af det igen.

Og så skal man ikke komme og sige, at en 3-årig kontrakt er uladsiggørlig på nuværende tidspunkt. Den, der skriver dette, redigerede Udvikling i 10 år, herunder til sidst på 2 kontrakter, som hver lød på 3 år. Simpelt hen fordi min chef (Søren Dyssegaard) fandt det urimeligt år efter år at ansætte mig på et-årige forløb, hvor jeg reelt hele tiden ikke vidste om jeg var købt eller solgt.

Det er svært, meget svært, at finde grunde til ikke at vise Stefan Katic samme tillid og hensyn her og nu, som ministeriet i sin tid viste mig.

Og så lige til sidst: Det kan godt være, at man som chef har 2 års prøvetid. Men for det første er risikoen for at komme i konflikt med husets ledelse generelt meget lavere, hvis man ikke er journalist og ikke sidder med et produkt, der pr. definitation af og til skal “tale bjerget midt imod”, for et andet beholder man altså sin ansættelse i huset, uanset udfaldet af prøvetiden, blot i en anden funktion.

På Udvikling er det ud af vagten – ud i potentiel arbejdsløshed.

Læs også i Arkiv “Omlægning af u-landsblade på vej”, 24.09.03, “Kommentar om Danidas tidsskrift Udvikling: Udvikling eller afvikling”, 02.03.04 og “Kommentar af Carsten Staur: Udvikling i udvikling”, 18.03.04. Arkiv-rubrikken står ude i menuen til venstre.