Den seneste uges demonstrationer og uroligheder i Venezuela har kostet mindst fire mennesker livet. Over 200 er kvæstet i sammenstød med sikkerhedsstyrker.
Det bekræfter Amnesty International, som fordømmer den hårde fremfærd fra præsident Nicolás Maduros side.
”Sikkerhedsstyrkerne under Nicolás Maduros kommando og de bevæbnede civile grupper, der støtter ham, fastholder undertrykkelsen af protesterne fra de mennesker, der kræver en vej ud af den alvorlige politiske og menneskeretslige krise, der har plaget landet i adskillige år,” siger Erika Guevara-Rosas, der er Amerika-direktør hos Amnesty International, i en pressemeddelelse.
Et kort der kun kan spilles én gang
Situationen i Venezuela er spændt, og det er vanskeligt at se en vej ud af den alvorlige krise, siger iagttagere.
Maduro-regeringen er under pres, både fra udlandet, men også fra en betydelig del af Venezuelas egen befolkning.
Oppositionsleder Juan Guaidó, der har udråbt sig selv til Venezuelas retmæssige præsident, annoncerede den 30. april, at han nu tager hul på næste fase af ”Operation Befrielse”. Tidligt om morgenen tog han opstilling uden for militærets hovedkvarter i hovedstaden Caracas og opfordrede militæret til at gå over på hans side.
Samtidig bad Guaidó sine tilhængere om igen at fylde gaderne i Venezuelas byer for at vise deres modstand mod Maduros styre.
Men allerede dagen efter havde Maduros sikkerhedsstyrker og de væbnede civile styrker, der støtter ham – de såkaldte ”colectivos” – slået protesterne ned.
Maduro har betegnet Guaidós meddelelse fra 30. april som et ”kupforsøg” og opfordrede befolkningen til at demonstrere for at vise deres opbakning til ham. Titusinder mødte frem til en støttedemonstration for præsidenten den 1. maj.
Efter det mislykkede forsøg på at få en betydelig del af Venezuelas militær til at skifte side, har den USA-støttede opposition en vanskelig opgave med at finde ud af, hvad næste skridt skal være.
”Man kan kun spille dette kort én gang, og nu hvor det er blevet spillet, er det svært at se, hvad der ellers kan gøres”, siger Fernando Cutz, der har stået i spidsen for USA’s Venezuela-politik under både præsident Obama og Trump, til nyhedsbureauet AP.
HRW: Myndigheder vil blive holdt ansvarlige
Meldingerne om de venezuelanske sikkerhedsstyrkers voldsomme undertrykkelse af demonstrationerne i den seneste uge har udløst protester fra flere lande og internationale menneskerettighedsorganisationer.
Human Rights Watch ser det som et varsel om, at der kan ske yderligere overgreb mod tilhængere af oppositionen i de kommende dage, skriver organisationen.
”Human Rights Watch er ekstremt bekymret over myndighedernes voldelige reaktion mod de demonstranter, der gik på gaden i denne uge,” siger José Miguel Vivanco, Amerika-direktør hos HRW.
”De venezuelanske myndigheder burde vide, at det internationale samfund følger deres skridt tæt, og de vil før eller siden blive holdt ansvarlige for overgreb begået mod tilbageholdte eller fredelige demonstranter”.
Siden januar 2019, hvor krisen i Venezuela forværredes, har flere organisationer arbejdet på at dokumentere de alvorlige menneskeretslige krænkelser, der finder sted i landet.
Forbrydelserne omfatter ifølge Amnesty International blandt andet udenretslige henrettelser, ulovlig brug af dræbende magt, tilfældige masseanholdelser og mishandling af personer, der har kritiseret Maduros regering.