Donald Trumps forpestende skygge lurer stadig i krogene, når de to stridende politiske parter i Venezuela igen sætter sig ved forhandlingsbordet. Den venezuelanske opposition og den siddende regering forlod selvsamme bord i 2019, da Oslo-Barbados dialogen tilrettelagt af norske diplomater faldt til jorden. Med et brag. Mexico bekræfter nu, at nye forhandlinger vil finde sted på mexicansk jord med støtte fra de samme norske diplomater, som har forsøgt at få de to parter til bordet igen, siden dialogen senest brød sammen.
Så hvad har bragt parterne sammen nu?
For det første er forhandlingsklimaet denne gang et andet, fortæller norske Benedicte Bull, professor i statskundskab på Oslo Universitet med speciale i latinamerikansk politik og udvikling:
“Trump-administrationen havde en negativ indflydelse på dialogen mellem oppositionen og regeringen, hvor den amerikanske præsidents taktik om ‘maximum pressure- og truslen om militær intervention var ødelæggende.”
Maximum pressure-strategien tog form i 2019, da Donald Trump erstattede individuelle sanktioner rettet mod nøglepersoner i det autoritære regime med sanktioner mod Venezuelas handels-, olie-, mine- og bankindustrier. I marts 2020 skærpede USA tonen yderligere ved at anklage præsident Nicolás Maduro for narkoterrorisme og tilbød, for kun anden gang i USA’s moderne historie mod en udenlandsk leder, en dusør på 15 millioner dollars (95 millioner kroner) for informationer, der ville lede til præsidentens tilfangetagelse. Militærlederen fra Panama, Manuel Noriega, var den første på dén liste i 1988.
For det andet er parterne blevet tvunget til dialog af Venezuelas finansielle ruin, som kun er blevet værre i et helvedes samspil mellem pandemien og internationale sanktioner – sanktioner, som regeringen med sine massive oliereserver desperat prøver at omgå gennem smugling af olie og andre lyssky operationer til alliancelande som Iran, Rusland og Kina. Men, siger Benedicte Bull:
”Det er rigtigt, at regeringen har fundet måder at overleve sanktionerne på, men de er på ingen måde gode alternativer til at have adgang til internationale finansmarkeder og lovligt at kunne sælge olie på verdensmarkedet.”
For det tredje, har oppositionen ændret strategi i takt med partikoalitionens faldende popularitet. Den vaklende opbakning til oppositionen sker på baggrund af manglende resultater og interne stridigheder, som er blusset op, siden en samlet front i 2019 erklærede Juan Guaidó som den retmæssige præsident af landet. Erklæringen dengang kom i kølvandet på regimets annullering af parlamentsvalget i 2015 og et korrupt præsidentvalg i 2018. Flere hemmelige møder har fundet sted siden de seneste forhandlinger, ikke mindst på grund af en utrættelig norsk diplomatisk indsats, fortæller Benedicte Bull.
”Tilbage i 2019 da oppositionen var stærk, havde de forskellige partier meget at miste ved forhandlingerne, hvor oppositionen baserede sin legitimitet på at være de eneste retmæssige magthavere. Ved forhandlingerne i 2019 var partierne derfor meget opsat på, at Nicolás Maduro skulle gå, koste hvad det koste ville. Men nu er oppositionen meget svag og har lige pludseligt ikke så meget at miste ved forhandlinger.”
Benedicte Bulls analyse er derfor, at oppositionen har læst skriften på væggen og nu søger den langsomme transition mod demokratiet frem for stædige ultimatummer. Den langsomme transition må og skal gå igennem et samarbejde med regimets aktører. Et vigtigt skridt på vejen tilbage til det tabte demokrati skal trædes senere i november, når valgkalenderen byder på store lokale og regionale valg af politiske repræsentanter.
Store kameler
Valget i november bliver – med eller uden resultater ved forhandlinger – en vigtig test for regimet. Regimets gentagende korrupte valg har frataget det al international legitimitet. For hvert valg lander flere sanktioner i skødet på det fra USA, såvel som EU. Og med udtømte pengereserver og fastfrosne aktiver i USA og EU har regimet ikke råd til yderligere dårlig omtale. På den anden side har regimet heller ikke råd til et fair valg, som ville give oppositionen en klar sejr på trods af vigende støtte. Heldigvis har regimet flere handlemuligheder i den autoritære værktøjskasse. For selvom borgmestre og guvernører fra oppositionspartier vælges, er regimets typiske strategi at indsætte en bureaukrat fra det enevældige socialistiske parti og give vedkommende større magt end den folkevalgte. Men det er en taktik, som oppositionen udmærket kender, og det vil være et nøglepunkt i forestående forhandlinger.
For oppositionen bliver forhandlingerne også en øvelse i slugte kameler. De ved, at det bliver svært at få gennemtvunget et rendyrket og fair valg, men de nye forhandlinger ser ud til at været skrevet i kompromisets tegn. Det er ifølge Benedicte Bull en klar forskel fra forhandlingerne i 2019, hvor succeskriteriet for begge parter dengang var at nå enighed på samtlige stridspunkter i ét hug: ét brudt punkt, ingen forhandling. Denne gang spår den norske professor at fokus på delpunkter – lokalvalget i november blandt andet – vil præge denne dialogrunde. Mange bække små.
Bag tremmer og kulisser
Den 13. juli tvinger den venezuelanske efterretningstjeneste en bil på en motorvej i Caracas til fuldt stop. I bilen sidder oppositionsfiguren Freddy Guevara og livestreamer sin snarlige anholdelse, mens agenterne banker på bildøren.
Freddy Guevara søgte tilflugt på den chilenske ambassade i 2017, da regeringen anklagede ham for opfordring til vold i forbindelse med den massive folkeopstand mod regimet samme år. Regimet dømte aldrig Freddy Guevara, men han blev alligevel benådet sidste år og genoptog sit politiske arbejde.
Den 13. juli slipper Freddy Guevaras held op igen, og USA og EU fordømmer Freddy Guevaras nye anholdelse og regimets friske anklager for terrorisme og konspiration. Et par dage efter Guevaras anholdelse forsøger den samme efterretningstjeneste at anholde oppositionslederen, Juan Guaidó, i en parkeringskælder, men Juan Guaidó og hans sikkerhedsvagter formår at flygte.
Benedicte Bull
Foto: Privat
Til det siger Benedicte Bull: ”Politiske fanger som led i forhandlinger er jo ikke noget nyt. Det giver regeringen flere forhandlingskort og samtidig tester de også oppositionens tålmodighed.”
Men alligevel kan den norske professor heller ikke lade være med at undre sig over timingen. De voldelige episoder falder sammen med, at regimet søger anerkendelse for deltagelse i nye forhandlinger med det klare mål at få hævet sanktionerne. Så hvorfor handle så åbenlyst kontraproduktivt?
Svarene hertil er spekulative, men en vigtig nuance er ifølge Benedicte Bull, at regimet – ligesom oppositionen – ikke er en samlet størrelse. Partiet og sikkerhedsstyrkerne deler nok tronen i den militariserede, caribiske nation, men har også andre væsentlige interesser, som hænger sammen med den profitable narkohandel og ulovlige minedrift som hæren, bander og politikere deler i et kompliceret netværk. Og så er der de ideologiske hardliners fra det socialistiske parti, som mere end alt andet ønsker et status quo og gerne ser de nuværende forhandlinger saboteret. Det er derfor langt fra sikkert, at den seneste anholdelse af Freddy Guevara er en koordineret handling udstukket fra præsidentpaladset og Nicolás Maduros selv.
Hvad så nu?
Benedicte Bull tøver med de store fremskrivninger. Og med god grund. Der er mange interesser på spil, interesser, som ikke kun oppositionen og regeringen skal beskytte. Med i spillet er Kina, som har lånt Venezuela omkring 50 milliarder dollars igennem Kinas Belt and Road initiativ. Den venezuelanske regering har indgået flere oliehandler med Kina, som betyder, at Venezuela har forpligtet sig til i årevis at sende olie til Kina. Det er investeringer, som Kina meget nødigt ser blive skrottet ved et regeringsskifte.
Russerne og Cuba har også en finger med i spillet. For Rusland er tilstedeværelse i Venezuela af afgørende betydning. En alliancepartner så tæt på Miami, i samspil med Cuba, er en territorial fordel som Putin gerne vil beskytte, og den russiske leder ser nødigt, at en opposition, der ser kritisk på russisk indflydelse, indtager præsidentkontoret i Miraflores.
Selvfølgelig er der også USA. Men USA’s betydning i de nuværende forhandlinger er modstridende. Ifølge Benedicte Bull har USA størst interesse i at droppe sanktionerne. På mange amerikanske kontorer sidder fortvivlede investorer og venter utålmodigt på, at den amerikanske stat løsner grebet om deres fastfrosne aktiver, som især ligger på køl i Venezuelas olieindustri.
Det er heller ikke i USA’s interesse, at Kinas indflydelse stiger i den latinamerikanske region, som i en årrække er blevet trukket længere mod øst af den velpolstrede kinesiske investeringsbank. Men USA med Joe Biden i spidsen forholder sig tavs. Midtvejsvalget i USA falder først i 2022, og de amerikanske demokrater vil ikke risikere at blive anklaget af en vigtig latinamerikansk befolkningsgruppe for en blødsøden behandling af et socialistisk regime.
Så amerikanerne er ude, men Benedicte Bull bevarer en vis grad af optimisme. Hendes optimisme gælder især lokalvalget i november.
”Men det er ikke sandsynligt, at regeringen går af,” afslutter professoren.
