I den nye World Development Report 2015 med undertitlen, ”Mind Society and Behaviour”, kaster Verdensbanken et kritisk blik på tidligere tiders økonomiske forklaringsmodeller, og dykker ned i spørgsmålet om hvad der egentlig styrer vores handlinger
Idéen om det rationelle menneske der handler i oplyst selv-interesse har længe været under pres fra adskillige sider, og nu hopper Verdensbanken også med på vognen i deres nye World Development Report.
Ifølge rapporten kan de traditionelle økonomiske forklaringsmodeller ikke alene tegne et fyldestgørende billede af udviklingslandenes muligheder og udfordringer. I stedet skal et fornyet fokus på det menneskelige element være med til at redefinere redskaberne og genstandsfeltet for international udvikling:
“Individuals are not calculating automatons. Rather, people are malleable and emotional actors whose decision making is influenced by contextual cues, local social networks and social norms, and shared mental models”
Ved at have øje for disse menneskelige faktorer kan vi ifølge Verdensbanken få helt nye forklaringer på hvorfor, eksempelvis korruption, er udbredt og integreret i visse samfund, hvorimod de i andre lande er fuldstændig uhørt.
Kan udviklingslandene nudges til succes?
Nudging er et begreb fra den moderne adfærdsforskning, hvor formålet er at styre mennesker mod visse handlinger, samtidig med at man styres væk fra andre. Ved at give et blidt puf, eller et nudge, ledes vores handlinger underbevidst, og vi opdager således sjældent når vi bliver nudget.
Med baggrund i utalige empiriske cases fremlægger Verdensbanken et væld af eksempler på hvordan en sådan subtil styring kan være med til at forbedre de beslutninger som verdens fattigste og de professionelle udviklingsarbejdere træffer.
Eksempelvis henviser de til en undersøgelse hvor investeringer i forebyggende sundhed blandt fattige i Kenya steg med 66-75 procent, bare ved at man gav disse fattige familier en dedikeret sparekasse med hængelås til formålet.
Verdensbanken bygger rapporten op omkring den antagelse at mennesker er sociale væsener der ikke udelukkende træffer logiske beslutninger, men at vores handlinger også er styret af tidligere erfaringer og sociale normer. Ved at flytte vaner kan man altså sikre sig at folk ikke handler på en måde der vil skade deres muligheder for at komme ud af fattigdom.
Men det rejser samtidig et kæmpestort spørgsmål omkring etisk brug af adfærdsændrende tiltag – er det for eksempel ikke i folks frie ret at handle som de ønsker, også hvis deres handlinger er skadelige for dem selv? Og hvem definerer i sidste ende hvilke handlinger der er skadelige, og hvilke der ikke er?
