De fire samarbejdspartnere i GAIN Nordic vil med hver deres viden og kompetencer bidrage til at forbedre ernæring og fødevaresikkerhed for børn og kvinder i udviklingslande gennem markedsbaserede løsninger.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Arla Foods Ingredients, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Industri og GAIN (Global Alliance for Improved Nutrition) går sammen i nyt samarbejde, der skal styrke fødevaresikkerheden og forbedre kost i udviklingslande.
Partnerskabet fokuserer i første omgang på Etiopien, hvor 40% af alle børn er kronisk fejlernærede, men ambitionen er at opskalere til flere lande.
Visionen er at skabe en bred platform, der udvikler bæredygtige løsningsmodeller med involvering af lokale virksomheder, NGO’er, brancheorganisationer, forskere, og andre interesserede virksomheder i Norden.
Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.
Samarbejdet præsenteres på et dialogmøde i Herning, som handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har inviteret til.
Formålet er at diskutere, hvordan regeringens nye erhvervsinstrumenter kan bidrage til udviklingen af bæredygtige projekter, som sikrer samspil mellem udviklingsbehov, innovation, og knowhow.
“Vores samarbejde har i praksis vist, at vi ved en fælles indsats vil kunne udvikle næringsrige varer, som fejlernærede børn og deres mødre i Etiopien mangler i dag”, siger senior project manager hos Arla Foods Ingredients, Charlotte Sørensen.
Resultater skal måles på bæredygtighed
Hos Folkekirkens Nødhjælp ser generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen store muligheder:
”Vi arbejder dagligt med småbønder i Etiopien, og vi tror på, at samarbejdet kan hjælpe dem til at skabe en øget indtjening, så deres familier kan få sund mad på bordet hver dag, og på sigt også kan investere i deres egen fremtid”, siger Birgitte Qvist-Sørensen.
“Og det er netop ikke et projekt, der skal uddele mad som nødhjælp”, siger senior advisor hos GAIN, Charlotte Pedersen.
“Vi målretter produkterne til borgere, som hver dag har et lille beløb, de kan købe mad for,” siger hun og understreger behovet for at arbejde sammen på tværs af sektorer om at løse flaskehalse for bæredygtig udvikling.
Det indledende arbejde for at skabe en bæredygtig løsningsmodel er allerede gennemført i partnerskabet.
Nu mangler de allersidste forberedelser, så selve projektet kan gå i gang, f.eks. i forhold til uddannelse, produktion og distribution af de nye produkter igennem lokale værdikæder.
På dialogmødet opfordres ministeren til at indrette de nye erhvervsinstrumenter så de understøtter denne type samarbejder imellem forskellige aktører, og til at måle projekternes resultat på bæredygtighed – både kommercielt og i forhold til den lokale udviklingseffekt.