To års grundig forberedelse giver nu pote. Med støtte fra CISU, skal vi i gang med et projekt for unge i Helembu-regionen nord for Kathmandu, Nepal, skriver CICED i sit seneste nyhedsbrev.
For første gang nogen sinde vil unge i området få støtte til at organisere sig og mene noget uden for de eksisterende politiske partier, hvor de alligevel ikke har noget at skulle have sagt.
Den lokale partner JUST Nepal har gennemført grundige behovs- og interesseundersøgelser blandt unge i området. Det er viden og erfaring fra disse studier, der er grundlaget for de planlagte aktiviteter.
Gennem uddannelse til samfundsmæssigt engagement skal projektet styrke de unges kapacitet til at få en stemme i politiske beslutningsprocesser, skabe nye indtægtsmuligheder, tackle migration og trafficking.
Halvfems unge vil deltage i camps med fokus på, hvordan forandringsprocesser og civilt engagement igangsættes. Under de unges eget lederskab.
Vil nå 900 unge
Efter camps er målet at engagere mindst 900 unge i konkrete aktiviteter, der skal skabe jobs, bremse migration og trafficking. Og skabe håb for en fremtid for de unge i regionen.
Områdets første ungdomsfestival nogen sinde skal stables på benene. Over 2000 unge forventes at deltage.
Sammen med unge fra Bornholms Højskole vil de unge i Helembu via Instagram udveksle billeder på “# Images of Everyday Democracy”.
Læs hele projektbeskrivelsen her (PDF, 10 sider på engelsk)