”Vi skal sparke mere gang i debatten om det danske udviklingssamarbejde,” annoncerede professor Anne Mette Kjær i et tiltrædelsesinterview med Globalnyt efter, at hun i slutningen af marts var blevet udpeget som ny formand for Udviklingspolitisk Råd af udviklingsminister Rasmus Prehn. Coronakrisen betød, at rådet måtte holde et par måneders mødepause, men det nåede inden sommerferien at holde tre møder. De officielle referater af de første to møder er nu tilgængelige, og selv om de er skrevet i korrekt embedsmandssprog, så afslører de et råd, der helt fra starten går til biddet med kritiske spørgsmål og råd til Danida.
Det kom allerede til udtryk på rådets første møde den 20. maj under første punkt, dansk støtte på 669 mio. kr. til vandforsyning i byområder i Uganda. Selv om Rådet endte med at anbefale projektet, så måtte det først igennem en byge af kritiske spørgsmål og kommentarer. F.eks. udtrykte ”nogle medlemmer”, som det hedder i det officielle referat, der ikke sætter navne på citater og kommentarer, en generel bekymring for, at betingelsen for den danske støtte til vandprojektet er, at den er bunden til danske virksomheder.
Baggrunden er, at projektet finansieres af Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF), tidligere kendt som Danida Business Finance og endnu tidligere som Programmet for Blandede Kreditter. Støtte gennem dét program har i årevist været bundet til danske leverancer. Men det er, påpegede de kritiske medlemmer af rådet, almindeligt anerkendt, at bunden bistand er dyr bistand og reducerer ejerskab og fleksibilitet, og derfor anbefalede de, at det generelt overvejes at gøre støtte gennem DSIF ubunden, som det i øvrigt i mange år er anbefalet af OECD DAC.
Mindre fokus på de fattige
Men ikke nok med det. Rådet spurgte også, hvordan det kan være, at Danmark nu forbereder en kæmpeinvestering i vand og sanitet i byområder i Uganda, når vi for få år siden indstillede næsten 30 års vellykket bistand til vand og sanitet på landet, hvor hovedparten af Ugandas fattige findes.
Rådet udtrykte ligeledes bekymring for den øgede gældsbyrde, projektet vil medføre, fordi projektet kræver, at Uganda optager et større lån. Også de få ressourcer, DSIF råder over til at følge projektet til dørs, gav anledning til bekymring. Både fordi korruption er udbredt i Uganda, og fordi så stort et projekt er meget komplekst, og meget derfor kan gå galt. Rådet opfordrede desuden til, at der bliver gjort mere for at sikre, at projektet kommer kvinder til gavn, og for at hindre miljøgener fra det renseanlæg til slam fra spildevand, der som en del af projektet planlægges i et vådområde.
Konkret ville Rådet også vide, hvor mange danske firmaer, Danida forventer, vil være interesserede i og i stand til at byde på så stort et projekt.
”Politiske beslutninger”
De ansvarlige fra Udenrigsministeriet og Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der administrerer DSIF, svarede på mødet, at beslutningerne om at binde DSIF-støtte til danske virksomheder og om at indstille dansk støtte til vand og sanitet på landet i Uganda er politiske. Og at de forventede, at tre-fire danske firmaer vil byde på projektet. De understregede også, at DSIF har et ”betragteligt budget” til teknisk bistand til design og gennemførelse af projekter, lige som de redegjorde for, hvordan der vil blive taget højde for de øvrige kommentarer fra Rådet.
Og med de bemærkninger kunne den nye formand for Rådet konkludere, at Rådet kan anbefale projektet til godkendelse af ministeren, men hun undlod dog i sin opsummering ikke et par kritiske kommentarer, bl.a. om at dette store infrastrukturprojekt markerer et skifte i dansk støtte til vand og sanitet i Uganda, væk fra støtte til vandforsyning i mindre skala til de landlige områder og derfor med et mindre prominent fokus på fattigdom.
Der er en del, der tyder på, at referaterne fra Udviklingspolitisk Råds møder i den kommende periode vil byde på mere spændende læsning end tidligere.
