Trinidad og Tobago – østaten, der ligger umiddelbart nord for Venezuela – er kommet i modvind efter at myndighederne deporterede 82 asylansøgere fra Venezuela tilbage til deres hjemland.
Ifølge FN’s flygtningehøjkommisariat er det et brud på de flygtningekonventionen.
“Vi er i kontakt med myndighederne og søger klarhed over de juridiske processer, der førte til deportationerne, for at sikre os, at Trinidad og Tobago fortsat lever op til sine internationale forpligtelser,” lyder det fra Volk Türk, der er vice-højkommissær for flygtninge i FN.
Ifølge Trinidad and Tobago Newsday siger myndighederne, at deportationerne skete frivilligt. Det modsiges dog af en advokat, der repræsentere flere af venezuelanerne. Advokaten forsøgte på dagen, hvor de foregik – 21. april – at få en domstol til at stoppe deportationerne.
Venezuela befinder sig i en dyb økonomisk og politisk krise, der bl.a. bevirker, at landet er løbet tør for mange basale varer.
Tusinder af venezuelanere er flygtet til nabolandene i Latinamerika og Caribien og FN betegnede i marts 2018 situationen som en humanitær katastrofe.
Kriminaliteten i landet er eksploderet og det er medvirkende til at mange ønsker at forlade landet.
I de senere år er mange venezuelanere også kommet til Trinidad og Tobago. Ifølge nyhedsmediet Panan Post kom der i 2015 over 25.000 venezuelanere til ø-staten mod 6.000 i 2013 og 2014.
Statsborgere fra Venezuela kan rejse ind i Trinidad og Tobago uden visum men kan kun opholde sig lovligt i landet i 90 dage.