Nordafrika, Sahel og Mellemøsten er meget tørre områder, og klimaforandringer gør vandknapheden endnu værre. Det betyder protester og spændinger flere steder. Men det handler ikke bare om vand, for der tale om et spind af udfordringer og hensyn, der rammer ind i hinanden. Samtidigt kan projekter, der måske gavner på det nationale plan, til tider forværre spændinger lokalt.
Det var nogle af budskaberne ved et arrangement afholdt af den britiske tænketank Chatham House ved COP27. Arrangement havde fokus på sammenhængen mellem vand, energi og føde i Nordafrika, Sahel og Mellemøsten.
“Fødevare- og energisektorerne øger presset på de knappe vandressourcer. Kombination af de stærke spændinger mellem disse tre sektorer sammen med hyppigere trusler fra vejrforholdene og store sociale uligheder rammer de mest skrøbelige lokalsamfund hårdest,” lød det fra ordstyreren Cecilia D’Alessendro fra ECDPM – The Center of Africa-Europe Relations.
Energi kræver vand og vand kræver energi
Ved arrangementet var der samlet en række eksperter fra de forskellige regioner. De var enige om, at det er vigtigt at se vand i sammenhæng med føde og energi. For det kræver vand at producere energi. Og det kræver energi at producere vand. Fødevarer er afhængige af begge ressourcer. Det er tydeligt i Mellemøsten, forklarer Roula Majdalani, der er klimarådgiver ved International Center for Agricultural Research in the Dry Areas.
Hun har base i Libanon og fortæller, at energiproduktion koster meget vand. Samtidig stammer vandressourcerne i regionen typisk fra grundvand eller afsaltning af havvand. Begge dele kræver meget energi. Eksempelvis står pumpning af grundvand for 10 procent af Saudi-Arabiens årlige energiforbrug. I Libyen er det 14 procent. Bahrain bruger 30 procent af energiforbruget på afsaltning.
Klimaforandringer, befolkningsvækst samt bedre levestandarder er yderligere med til at øge presset på ressourcerne. De mest skrøbelige grupper i landene mærker konsekvenserne hårdest, og det giver anledning til spændinger. Libanon og Jordan huser eksempelvis begge over én million flygtninge, primært fra Syriens borgerkrig, og ringe adgang til vand er med til at øge spændingerne mellem dem og visse grupper i landene, fortæller Roula Majdalani.
”De beskylder dem for at tage deres vand, men der er primært problemer med dårlig håndtering af vandressourcer. Spændingerne bliver imidlertid forstærket, når der er tale om skrøbelige lokalsamfund. Og noget, der forstærker dem endnu mere, er klimaforandringer,” forklarer hun.
Vandprotester i Nordafrika
Utilfredsheden med ringe kvalitet eller adgang til vand finder man også i Nordafrika. Her spiller forvaltningen af naturressourcer også en stor rolle. Det er ikke noget nyt, at lokalsamfund protesterer mod vandforurening, men der er kommet et nyt lag af miljømæssig bekymring. Særligt den yngre generation er utilfreds med regeringens håndtering af miljø, fortæller Sophie Desmidt, som er ekspert ved tænketanken ECDPM – The Center for Africa-European Relations. Der har eksempelvis været masseprotester mod boringer efter skiffergas i Algeriet, som flere udenlandske virksomheder, herunder Total og Shell, har været involveret i.
Det handler dog ikke blot om mængderne, pointerer eksperten. Det handler lige så meget om fordelingen og anvendelsen af ressourcerne.
“Der er ambitiøse projekter, der skal øge vandressourcerne, for eksempel ved at bygge dæmninger, afsaltningsanlæg og kanaler, men vi ved, at det at øge mængden af en ressource ikke nødvendigvis betyder mindre konflikt, hvis der er uenigheder om fordelingen eller anvendelsen mellem forskellige grupper. Der er eksempler på øgede vandressourcer fra dæmninger eller store projekter, der bliver fordelt til eksportorienterede store landbrugsvirksomheder til skade for lokalsamfund,” forklarer Sophie Desmidt.
Det lokale niveau er frakoblet
Flere af eksperterne peger på, at det lokale niveau ofte er koblet af, når det gælder projekter for tilpasning eller reduktion af drivhusgasser. Nogle af projekterne kan give fin mening regionalt eller nationalt, men de kan skabe splid og konflikt på det lokale niveau. Det gælder i særdeleshed i Sahel, fortæller Boubar Abdou Boko, som er teknisk rådgiver ved det tyske agentur for udviklingssamarbejde, GIZ, og er baseret i Niger.
“På det nationale og regionale niveau kan projekterne fungere fint, men de er ofte frakoblet det lokale niveau. Der bliver leveret viden og idéer på det nationale niveau, men når det skal gennemføres ude i felten, bliver det gjort uden at tage hensyn til lokales behov og perspektiver. Det er derfor, at spændingerne mellem for eksempel nomader og bønder stiger meget i disse regioner, fordi projekterne ikke har de lokale stemmer med,” siger han.
Roula Majdalani tilføjer, at de store projekter meget ofte ikke er til gavn for lokalsamfund, og bør tilpasses, så lokale er i stand til at udnytte dem.
“Store donorer vil have megaprojekter, og de er nødvendige, men nogle gange glemmer vi – eksempelvis når det gælder teknologisk støtte – at tilpasse det til konteksten. Hos småbønder er der behov for billige teknologiske løsninger. Det skal være sådan, at lokale bønder kan vedligeholde dem, forbedre dem og opgradere dem. Så der er et behov for at forstå det lokale niveau og den kapacitet, der er her,” forklarer hun.
