“Afrika på godt og ondt – i går, i dag og i morgen” er titlen på et debatmøde, som Ulandsfagligt Selskab under Dansk Ingeniørforening (IDA Development) holder i Ingenørhuset på Kalvebod Brygge 31-33 torsdag d. 11. februar kl. 17 til 20 i København.
Det østlige og sydlige Afrika har været et fokusområde for dansk udviklingsbistand siden dens begyndelse i 1960erne.
Mange millioner danske skattekroner er gennem årene flydt til landene, og mange danskere har fået deres ilddåb som udviklingsarbejdere i denne region.
Regionen var også skueplads for spændinger under den kolde krig, noget som var med til at holde forskellige ledere og bevægelser ved magten i mange år.
Forløbet af afkolonialiseringen har sat dybe spor i flere lande. Og om nogen steder har det været med til at forme situationen i Zimbabwe.
Præsident Robert Mugabe står som et symbol på dette, og samtidig med, at han havde indrejseforbud i flere vestlige lande, blev han i januar 2015 valgt som formand for den Afrikanske Union.
Debatmødet den 11. februar vil trække linjer fra 2. verdenskrigs afslutning op til i dag samt tage et kig ind i krystalkuglen for at se, hvad der kan være i vente for Zimbabwe i de kommende 10-15 år.
Program
17:00 – 18:00 Det sydlige Afrikas historie fra den kolde krig til i dag med udgangspunkt i Henning Kjeldgaards nye bog ”Afrika på godt og ondt” og med specielt fokus på Zimbabwe – præsentation og diskussion (Henning Kjeldgaard)
18:00 – 18:30 Sandwich-pause og netværkning
18:30 – 19:00 De aktuelle politiske og sociale forhold i Zimbabwe (Peter Tygesen)
19:00 – 20:00 Diskussion om fremtiden efter Mugabe (panel: Henning Kjeldgaard og Peter Tygesen)
Tilmeldingsfrist: 9. februar kl. 23:55
Arrngementsnummer: 317538
Om oplægsholderne:
Henning Kjeldgaard (80)
Ambassadør Henning Kjeldgaard var ansat i Udenrigsministeriet fra 1963 til 1997 inklusive 16 år som dansk ambassadør for skiftende lande: Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi, Angola, Kenya, Etiopien og Seychellerne.
Kjeldgaard har udgivet flere bøger om politik og udvikling, herunder: ”Aktiv udenrigspolitik – 1966-1997, FN – Afrika – Danida” (2012) og ”Afrika på godt og ondt” (2015).
Se Globalnyts foromtale af hans seneste bog her
Bogen kan down-loades gratis fra Saxos hjemmeside
Kjeldgaard har også periodevis været blogger her på Globalnyt.
Peter Tygesen (61)
Journalist Peter Tygesen er netop vendt hjem fra fem års ophold i Zimbabwe.
Tygesen har fulgt udviklingen i Zimbabwe siden sit første besøg i 1980 og boede tre år i landet samtidig med Henning Kjeldgaard i slutningen af 1980erne.
Han har arbejdet som journalist på Radioavisen, Berlingske og Weekendavisen og som udenrigsredaktør på dagbladet Information.
Han slog for alvor igennem med bogen “Congo – formoder jeg” i 2001 og har siden produceret museumsudstillinger, TV-dokumentarer og endnu en bog om ”Det Danske Congo-Æventyr”, da hundreder af danskere flokkedes til Congo som soldater, sømænd og missionærer.
Og sidst, men ikke mindst den for danske bistandsinteresserede vel nok mest bemærkelsesværdige bog fra 2008 "Mozambique – de gode menneskers land – Danmark i Mozambique", hvor han kommer helt ind i bistandens maskinrum – læs mere her
Peter Tygesen har blandt så meget andet været medlem af bestyrelsen for foreningen, der udgiver denne nyhedstjeneste.
Se meget mere om den snart 92-årige Mugabe og om hvordan man holder sig ved magten i samfulde 35 år på Wikipedia