Sygeplejerske Linda Christensen er tirsdag rejst for Læger uden Grænser (MSF) til Sierra Leone i Vestafrika, af FN betegnet som verdens fattigste nation.
Her skal hun i 6 måneder træne sundhedspersonale og koordinere arbejdet på klinikker i landområderne i den sydlige del af landet. Hun får base i Sierra Leones næststørste by, Bo, hvor en anden dansk sygeplejerske, Jens Windahl Pedersen, arbejder på byens hospital i forvejen.
Det er første gang Linda Christensen rejser ud for MSF, men det er langt fra fremmed for hende at opholde sig under fjerne himmelstrøg.
I 8 år boede den engelsk-fødte sygeplejerske med sin danske mand i Mozambique, Saudi Arabien og Kenya. I Kenya arbejdede hun i 3 år på Nairobi Hospital og frivilligt for organisationen AMREF Flying Doctors, der er en østafrikansk luftambulancetjeneste.
Linda Christensen har nu i 24 år boet med sin familie på Langeland og bl.a. arbejdet i hjemmeplejen i Svendborg og på Langeland. I de seneste 3 år har hun arbejdet på Almegårds Kaserne i Rønne.
Sierra Leone har verdens højeste børnedødelighed. Mere end hvert fjerde barn dør inden sin 5-års fødselsdag, og det er primært børn og unge, Læger uden Grænsers indsats i landet retter sig mod.
Den helt store dræber er malaria, men også hiv/aids, tuberkulose, diarré og fattigdomsbetinget underernæring koster mange liv.
Landets dårlige infrastruktur betyder lang vej til lægen, og relativt ukomplicerede sygdomme bliver derfor ofte livstruende.