10 danske udviklings- og hjælpeorganisationer har opfordret VK-regeringen til at genindføre en fast procentsats for u-landsbistanden. Den fælles opfordring blev udsendt i form af en pressemeddelelse i anledning af regeringens udspil, “En Verden til Forskel”, som blev fremlagt i slutningen af juni.
Organisationerne mener, at regeringesn nye udviklingspolitiske plan “indeholder rigtige prioriteringer, enkelte gode nyskabelser og en fastholdelse af fattigdomsbekæmpelse som overordnet mål.”
Men de er kritiske overfor, at regeringen viger tilbage for at binde vor egen velstandsstigning sammen med den hjælp, Danmark giver for at medvirke til at bekæmpe fattigdommen ude i verden.
– På ét væsentligt punkt svigter Danmark nu verdens fattigste. Niveauet for dansk u-landsbistand hænger ikke længere sammen med vores velfærd, hedder det. Og videre: – “En Verden til Forskel” betyder, at mens danskerne bliver rigere, vil de fattige lande fremover modtage en mindre andel af vores velfærd. I løbet af 5 år vil Danmarks udlandshjælp således være faldet fra 1 procent til 0,7-0,8 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI).
Det betyder en voldsom realnedgang i bistanden over de 5 år. Vi taler om milliarder i forhold til, hvis 1 procent-målet var bibeholdt.
Underskriverne fortsætter: – Ser man på behovene i verden, danskernes holdning og opbakningen til u-landshjælpen og kvaliteten af arbejdet, er der ikke grund til denne ændring.
Derpå konkluderer de: – På baggrund heraf opfordrer danske u-landsorganisationer regeringen til at genindføre en fast procentsats, så verdens fattigste også fremover kan mærke, når vi bliver rigere.
Før VK-regeringens nedskæringer udgjorde udviklingsbistanden 1 procent af den aktuelle BNI. Det betød, at når BNI steg, blev procenten beregnet af et større beløb, hvorved bistanden også gik i vejret. Denne automatik fjernede den borgerlige regering, stærkt tilskyndet af Dansk Folkeparti, og på trods af mange års bred politisk enighed om procentmålet for bistanden – på nær Dansk Folkeparti.
Underskriverne er Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Dansk Ungdoms Fællesråd, Fagbevægelsens U-landssekretariat, Folkekirkens Nødhjælp, Kvindernes U-landsudvalg, Mellemfolkeligt Samvirke, Projektrådgivningen Sammenslutningen af mindre NGOer i Danmark, Red Barnet, U-landsforeningen Svalerne og U-landsorganisationen Ibis.
Som det ses, er en stor organisation som Dansk Røde Kors ikke med.