Fredag døde den 22-årige iranske kvinde Mahsa Amini efter at have været i varetægt hos det såkaldte moralpoliti i Irans hovedstad, Teheran, siden tirsdag.
Amini var på ferie med sin bror, men blev anholdt foran en metrostation og ført ind i en bil, fordi hun angiveligt ikke overholdt de iranske krav om at bære hijab.
Den sidste del er de iranske kvinder mere end vant til. Siden 1980 har hijab været obligatorisk at bære for kvinder i Iran. Titusinder er blevet konfronteret med det iranske moralpoliti, hvis officielle navn oversættes til Islamisk retledningspatruljer. Mange nøjes med en påtale. Andre bliver pålagt en bøde, bliver arresteret, sendt til islamiske genopdragelsescentre, straffet med piskeslag og det, der er værre.
Men i dagene, der går mellem Mahsa Amini bliver slæbt ind i en politivogn og fundet død i detentionen, er der en afgrundsdyb uenighed, om hvad der er foregået.
Myndighederne påstår, at Amini kollapsede på grund af hjerteproblemer. Den forklaring køber mange iranere ikke. Aminis forældre benægter, at deres datter led af hjerteproblemer og hævder i stedet at hun blevet slået af politiet. I disse dage går særligt iranske kvinder på gaden og poster på sociale medier for at vise deres utilfredshed med det islamiske styre i et omfang, som må bekymre myndighederne i Iran, mener lektor ved Københavns Universitet Rasmus Elling.
Rasmus Elling forsker i det moderne Irans historie og var selv ved tasterne på Twitter i weekenden. Her sammenlignede han begivenhederne med, da den afro-amerikanske mand George Floyd døde under en brutal anholdelse i den amerikanske by Minneapolis, efter at en butiksansat havde mistænkt ham for at bruge en falsk 20-dollarseddel.
Dengang ledte det til store protester i hele USA og siden også store dele af verden, hvor raceproblematikker blev sat på dagsordenen. Ser vi kimen til den samme bevægelse i Iran nu?
Nye protestformer
Om Iran i disse dage oplever et decideret George Floyd-øjeblik, vil Rasmus Elling alligevel vare sig imod at at sige. Men de to sager har det åbenlyse til fælles, at en enkelt persons død bliver symbol på en større strukturel diskrimination gennem længere tid.
“Den resonerer med især mange iranske kvinders oplevelser af frygt og truslen om vold i det offentlige rum fra myndighedernes side,” siger Rasmus Elling.
Han mener, at det er kulminationen på lang tids frustration.
“Det er akkumuleret over mange år, og så bygger det også oven på mange protestbevægelser i forhold til kvinders rettigheder især siden 2017. Her kom nye former for protester frem i Iran, hvor iranske kvinder enkeltvis eller i grupper i offentlige rum tog sløret af og hejste det på en pind ligesom et fredsflag,” fortæller han.
Kvinder klipper håret af på Twitter
I disse dage er det dog ikke kun fredsflag, som protesterne emmer af. Som Rasmus Elling påpeger, er det svært at bedømme omfanget af protesterne, fordi det iranske styre hverken tillader internationale organisationer eller journalister at undersøge begivenheder som disse.
“I mangel af det bliver det anekdotisk viden fra sociale medier, og der må man sige, at de videoer, der lige nu kommer ud fra Iran, er ret spektakulære,” mener Rasmus Elling.
Han nævner videoer, hvor studerende går rundt i gaderne i Teheran og råber ‘død over diktatoren’. Søndag var det persiske hashtag #MahsaAmini blevet brugt 1,63 millioner gange på Twitter, og en trend, hvor kvinder klipper håret kort i protest, er opstået. Men der er også en stor repræsentation af mænd i mange af de store demonstrationer, der florerer billeder af på internettet fra særligt Teheran men også den kurdiske provinsby Saqqez, hvor Mahsa Amini kommer fra.
“Det viser jo, at kvindespørgsmålet ikke er isoleret fra det bredere politiske spørgsmål om den islamiske republik. Der er stor modstand mod den islamiske republik i Iran og mod præstestyret, og det kommer blandt andet til udtryk gennem kvindespørgsmålet,” siger han men understreger samtidig, at Iran er et stort land og at det bestemt ikke er hele befolkningen, der er i oprør.
Flere George Floyd-øjeblikke
Mahsa Aminis død vækker også mindelser om en anden ung iransk kvinde, Sahar Khodayari, der i 2019 blev kendt under tilnavnet “ The blue girl”. Sahar Khodayari blev anklaget for at have “optrådt offentligt uden hijab” efter at have forsøgt at komme ind på Azadi Stadion klædt ud som en mand, og dermed tilsidesat landets berygtede forbud mod kvinder på sportsstadioner. Kort efter satte hun i protest ild til sig selv foran retsbygningen og døde få dage efter af sine kvæstelser på et hospital.
“Iran har haft flere George Floyd-moments, hvis man kan kalde dem det,” siger Rasmus Elling.
Den islamiske republik er ikke ubekendt med heftige protestbevægelser. I 1999 havde man studenteroprøret, i 2009 var det den grønne reformbevægelse, og 2017-19 spredte protester for kvinderettigheder sig til hele landet og til arbejderklassen kulminerende i Sahar Khodayaris død.
“Én ting er middelklassen i storbyerne. Men det, der virkelig må bekymre myndighederne, er, at fordi Mahsa Amini er fra Kurdistan foregår nogle af protesterne her og andre i hovedstaden. Så det kan potentielt blive en landsdækkende bevægelse. Omvendt har myndighederne flere gang prøvet at nedkæmpe interne oprør, og de har også vist sig villige til at skyde folk ned i gaderne, hvis det skulle komme så vidt,” vurderer Rasmus Elling.
Hårdt mod hårdt
Men hvorfor nu kunne man spørge sig selv? Når nu hijab har været obligatorisk beklædningsgenstand for kvinder siden kort efter den islamiske revolution i 1979. Og når nu kvinder i titusindvis har oplevet vold fra moralpolitiet gennem årtier.
For Rasmus Elling er der særligt to svar på det spørgsmål.
“Sociale medier er jo på alle mulige måder begrænset og overvåget i Iran, men ikke desto mindre er der opstået en digital offentlighed i Iran, som rigtig mange iranere deltager i,” siger han.
Det er angiveligt en af grundene til at internetforbindelsen ifølge BBC er blevet afbrudt forskellige steder i Iran, siden nyheden om Aminis død kom ud.
Men kvindernes rettigheder er også sat yderligere under pres med valget af ny præsident i 2021, hvor den ultrakonservative Ebrahim Raisi, som selv var en del af den islamiske revolution i 1979, kom til magten.
“Man har fået en hardliner-præsident, som flere gange har udtalt, at han vil stramme op på islamisk moral i det offentlige rum. Blandt andet er det blevet annonceret, at det iranske politi vil begynde at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi og overvågningskameraer for at uddele bøder til dem, der bryder med de islamiske regler i det offentlige rum, herunder selvfølgelig særligt kvinder,” fortæller Rasmus Elling.
Mahsa Amini er derfor langt fra den sidste kvinde, som vil opleve myndighedernes vold i forsøget på at pådutte kvinder islamisk moral. Men måske bliver hun symbolet på det tidspunkt, hvor ikke bare de iranske kvinder men også mændene smed fredsflaget og indførte deres egen hårde linje.
