En – ikke overraskende – astronomisk sejr ved valget i Bangladesh den 30. december skubber landet i retning af at blive en etpartistat med landets leder, Sheikh Hasina, som en mere autoritær leder.
I hovedstaden Dhaka siger kritikere af regeringen, at der er ”et frygtens klima”. Et stigende antal aktivister, journalister og akademikere pålægger sig selvcensur for at undgå anholdelse, nedlukning eller andre repressalier fra regeringen, skriver tv-stationen al-Jazeera.
Og fra andre sider lyder der bekymring over valgresultatet, fordi det minimerer øvrige partiers muligheder for at holde regeringen ansvarlig for sin politik og reelt agere opposition.
”Resultatet vil naturligt skubbe Bangladesh i retning af en etpartistat, som, hvis den ikke møder modstand, yderligere kan styrke kulturen af straffrihed i form af partipolitiske interesser,” siger Shahab Enam Khan, der er professor i internationale relationer ved Jahangirnagar University i Dhaka, til al-Jazeera.
Voldelig valgkamp
Den største oppositionsalliance Jatiya Oikya Front, som Bangladesh Nationalist Party (BNP) er en del af, har kritiseret valghandlingen på flere andre punkter. Dels mener oppositionen, at der er blevet snydt massivt ved stemmeurnerne, og dels har der langt fra været fair spilleregler i valgkampen.
Regeringen har slået ned på oppositionsvenlige medier, som beskyldes for at ”publicere antistatslige, falske og fabrikerede nyheder”.
Oppositionen anklager samtidig valgkommissionen for at favorisere regeringspartiet.
Mange kandidater er ifølge oppositionsalliancen blevet angrebet af regeringspartiets tilhængere, og Sheikh Hasinas vigtigste udfordrer, Khaleda Zia fra BNP, blev smidt i fængsel i begyndelsen af sidste år siden på anklager om underslæb.
Tre uger inden valget afviste valgkommissionen en appel fra Khaleda Zia, der kunne have givet hende lov til at stille op ved parlamentsvalget.
I løbet af valgkampen er omkring 30 mennesker blevet dræbt i voldelige sammenstød mellem rivaliserende partier, og der er frygt for, at man ikke har set det sidste til de voldelige uroligheder.
Også EU-Kommissionen konstaterer, at vold har præget valgdagen, og at der har været ”betydelige hindringer” for en ligelig og fair valgkamp.
I en udtalelse efter valget skriver EU-Kommissionen, at myndighederne i Bangladesh bør sikre en reel undersøgelse af beskyldningerne om uregelmæssigheder.