Oppositionsleder trækker sig fra Guineas valg

Diallo


Foto: Wikimedia (arkiv)
Forfatter billede

Millioner af vælgere stemte søndag ved Guineas andet frie valg i de knap 60 år der er gået, siden landet opnåede sin uafhængighed.

Men onsdag meddelte den førende oppositionskandidat, tidligere premierminister Celloun Dalein Diallo, at han trækker sig fra kapløbet om at blive den afrikanske stats næste præsident.

Diallo anklager præsident Alpha Condos fløj for at have snydt sig til sejren, efter resultatet af søndagens valg blev offentliggjort onsdag.

Oppositionskandidatens beslutning om at trække sig kommer ikke til at have betydning for optællingen af stemmer eller for det endelige resultat, men iagttagere siger til tv-stationen France24, at det vil skæmme opfattelsen af, hvorvidt valget er forløbet helt efter bogen.

De første resultater viser, at præsident Conde har en solid føring, selv om de fleste iagttagere på forhånd havde forventet et tættere løb, hvor de to førende kandidater skulle ud i en anden valgrunde for at afgøre valget. Det var ventet, at anden valgrunde ville være mellem Conde og Diallo.

Frygt for uro

Dermed ser det ud til, at præsident Conde – i hvert fald officielt – har sikret sig yderligere fem år på posten.

Men onsdag aften var der ifølge flere medier meldinger om uroligheder i hovedstaden, Conakry.

Politi affyrede tåregas mod demonstranter, der var sammenstød mellem de to præsidentkandidaters tilhængere, og skadestuer meldte om enkelte patienter med skudsår.

Guinea har tidligere oplevet politiske uroligheder, blandt andet da Conde kom til magten i 2010.

Flere indbyggere i Conakry kunne over for internationale medier melde om uroligheder i hovedstaden, hvor mange valgte at holde sig inden døre.