I hovedkvarteret for den Nationale Befrielsesbevægelse for Azawad (MNLA) i Kidal onsdag den 22. juli, var MNLA’s generalsekretær og leder for Koordineringen af Bevægelserne for Azawad (CMA), Bilal Ag Achérif, omgivet af sine nærmeste medarbejdere såsom hans kommunikationsansvarlige i MNLA, Moussa Ag Acharatoumane.
Han fungerede som tolk, for Bilal følte sig mere tryg på engelsk. Han var omgivet af tre andre medarbejdere: koordinatoren for forvaltningskommissionen for Kidal-regionen, Zeid Ag Mohamed; kabinetschefen for generalsekretæren for MNLA, Mohamed Ag Ghaly og endelig et medlem af CMA, Altanata Ebalagh. I løbet af en time drøftedes spørgsmål, der kredser omkring livet for beboerne i Kidal, forsyning til byen af livsvigtige produkter og fredsprocessen:
- Kan vi håbe på en varig fred efter underskrivelsen af aftalen?
- Hvorfor fortsætter angrebene trods underskrivelsen af aftalen?
- Bilal som fremtidig minister?
Attentatet i Kidal på vores kolleger i Radio France Inter (RFI), Ghislaine Dupont og Claude Verlon, i november 2013 og journalisters sikkerhed i Kidal var spørgsmål, der blev behandlet uden for dagsordenen og besvaret uden omsvøb.
Mens han modtog journalisterne, takkede lederen af CMA, Bilal Ag Achérif, dem for at have gjort turen. Han var glad for at se den skrevne presse, radio og tv (Essor, Le Républicain, Mikado og France 24) sammen i Kidal, og håbede, at dette besøg ville være lejlighed til at lære om livet i Kidal og de andre steder, de besøgte. Tyve måneder efter attentatet i Kidal på RFI- journalisterne, Ghislaine Dupont og Claude Verlon, sætter en fransk journalist for første gang foden i Kidal.
En mulighed for at smide frygten og ængstelsen, men med en uventet anholdelse af de CMA- sikkerhedsansvarlige for journalister, der opholder sig i Ifoghas-landskabets hovedstad og i Kidal-regionen generelt. Generalsekretæren for MNLA, Bilal Ag Achérif, var forsonende.
“For Bamakos journalister er vejen åben, og du kan til enhver tid komme for at informere dine læsere,” sagde han. Men hvordan vil det være med journalisters sikkerhed i Kidal? “Det afhænger af, hvem du kommer med,” sagde værten.
Journalisters sikkerhed
”Journalisters sikkerhed er sikret af den styrke eller gruppe, der kontrollerer området. I jeres tilfælde nu, er det FN-styrken MINUSMA, som er ansvarlig for jeres sikkerhed, men hvis I færdes i et område kontrolleret af CMA, da er for øjeblikket CMA, der fuldt ud tager sig af din sikkerhed”, siger Bilal Ag Achérif.
”Hvis det derimod er et område, hvor regeringsstyrkerne eller andre aktører er til stede, da er det disse aktører, der normalt er ansvarlige for jeres sikkerhed,” forklarede han os. Han præciserer endvidere: “Hvis en journalist kommer til Kidal, er det selvfølgelig CMA, der yder fuld sikkerhed, men de kan også koordinere med andre aktører såsom MINUSMA…” sagde Bilal Ag Achérif.
Kidal: ”Vant til et minimum”
Hvordan forsynes Kidal med nødvendige forplejninger? Ifølge vores samtalepartner, er dette et spørgsmål for koordinatoren for forvaltningskommissionen for Kidal-regionen, som beskæftiger sig med alle spørgsmål vedrørende grundlæggende sociale og humanitære tjenester.
”Er der krise i hele verden, vil der altid være vanskeligheder, også for Kidal. Det faktum, at grænsen til Algeriet er lukket, har en stor indflydelse på forsyningen af byerne Kidal, Timbuktu, Gao og Menaka. Også handlende, der var afhængige af det sydlige Mali, er blevet ramt…”
Generalsekretæren for MNLA fortsatte: “Den økonomiske verdenskrise har ikke afgørende påvirket økonomien i det nordlige Mali; for denne region er alligevel ikke blevet udviklet i 50 år; der er ingen fabrikker og endnu færre udviklede landbrug, der er blevet ramt, for de findes ikke. Bestanden af kvægavlere og handlende er afhængige af regnen. Her afhænger økonomien af, hvad folk gør til hverdag, og af hvad humanitære organisationer som Internationalt Røde Kors bringer. Og som I ved, er befolkningen her i Nord vant til et minimum. Så der er en stabilitet”, uddyber Bilal Ag Achérif.
Vedvarende fred?
Efter underskrivelsen af aftalen er det spørgsmålet, som vi og Malis regering stiller os selv: Vedvarende fred? Vi har erfaring med, at vi altid har indgået aftaler, men som ikke bragte fred.
“Alt afhænger af viljen hos underskriverne, hos det internationale samfund, men den første aktør forbliver regeringen. Vi bemærker, at efter underskrivelsen er de første handlinger ikke blevet udført,” siger Bilal Ag Achérif. For eksempel, sikkerhedsaftalen, der blev underskrevet i Algier, var vanskelig at gennemføre.
“Efter underskrivelsen så vi bevægelser af regeringstropper. I stedet for det, der blev aftalt ser vi i dag det modsatte, og det kan være en hindring for gennemførelsen. Men vi må give aftalen en chance,” argumenterede lederen af Koordineringen af Bevægelserne for Azawad.
Her følges arbejdet i overvågningsudvalget nøje, hvad angår udviklingen af en tidsplan for aftalens gennemførelse. Bilal minder om, at store dele af befolkningen i Azawad har protesteret mod aftalen, og i betragtning af, at hans underskrift var påkrævet af hensyn til sikkerheden, vil denne aftale være vanskelig at gennemføre, anerkender han. Men for en aftale, der blev underskrevet for bare en måned siden, medgiver generalsekretær for MNLA, at der skal gives tid til at sætte maskinen i gang.
Jihadistangreb i syd
Aftalen har ikke kunnet sætte en stopper for usikkerheden, angrebene fortsætter i Mali og strækker sig til den centrale og sydlige del. Bilal Ag Achérif giver uden omsvøb sit syn på angrebene. “De angriber alle, CMA, regeringsstyrkerne og de fredsbevarende FN-styrker. Vi kender ikke deres mål, og disse angreb har aldrig stoppet. Organisationer såsom Ansar Dine og lignende som MUJOA går ind for anvendelsen af sharia-lovgivning.
Nu var vi altså også muslimer før eksistensen af disse organisationer. Vi må derfor undre os over hensigterne hos disse aktører. Hvad vil de?” spurgte Bilal Ag Achérif.
Ifølge ham holder disse organisationer øje med, hvad der sker i Syrien, Iran og andre steder. “Dette er en trussel, og det er bekymrende,” siger lederen af CMA.
Bilal minister i Bamako?
Svaret på dette spørgsmål er ikke så klart som så. Men Bilal understregede, at det i aftalen er tydeligt angivet, at der er brug for en deling af magten. “Alt dette er resultatet af en drøftelse mellem parterne og muliggør gennemførelsen af aftalen,” sagde han.
Endelig berørte journalisterne spørgsmålet om mordet på vores RFI-kolleger, Ghislaine og Claude. Bilal sagde, at sikkerhedsaspektet var vigtigt, men tilføjede, at aktøren til denne massakre ikke var ukendt. Det viser sig, at den pågældende, Targa Abdelkrim, blev dræbt af en operation ledet af den franske militære Operation Barkhane, konkluderede Bilal. Men er retfærdigheden sket fyldest?
Boukary Daou er særlig udsendt korrespondent i Kidal, regionshovedstad i det nordøstlige Mali.
Artiklen er oversat af Naja Egede Kristensen på foranledning af Genvej til Udvikling fra Tamoudre.
…………………..
Den følgende notits er som den foregående artikel fundet på www.tamoudre.org og oversat til dansk af Naja Egede Kristensen på foranledning af Genvej til Udvikling – notitsen refererer en samtale over satellittelefon med en unavngiven person i Tessalit, Kidal-regionens tredjestørste by 150 km syd for grænsen til Algeriet:
Nyheder fra Tessalit 28. juli 2015
I de seneste dage er sikkerheden i området blevet meget kompliceret – der affyres mortergranater, og transporter i området angribes af minerede panserkøretøjer. Fredsaftalen har fået islamisterne frem, som angriber når som helst og hvem som helst i Tessalit, Aguelhok, Kidal og yderligere, selvfølgelig, mellem Menaka og Timbuktuområdet samt ved grænserne.
Og så er der dem, der stadig bærer håndvåben for at beskytte sig selv og deres levevej. Efterhånden er det længe siden, at de har vidst, hvordan man skulle kunne handle anderledes.
Men befolkningen er fast besluttet på, at nu ønsker den fred. Menneskene har lidt for meget, og de ønsker at leve og arbejde. På grund af den nyligt faldne regn har de for første gang i lang tid nok at spise, så der vil opstå gartnerier og små butikker …
Vi får se.