Det fremgår af følgende artikel på hjemmesiden for World Animal Protection Danmark.
AIUNAU-centeret ligger i en frodig, grøn dal langs floden Rio Medellin.
Her får reddede dovendyrsunger den ro, pleje og omsorg de har brug for, så de kan komme sig over den brutale behandling, de har været udsat for.
Der er penge i at lade turister tage selfies med vilde dyr, og dovendyret er et af de største ofre for den kyniske industri i Amazonas.
I ”livmoderen” er ungerne trygge
På centeret er der en række små hytter, som de ansatte kalder ”livmodere”, fordi dovendyrsungerne her får den tryghed og beskyttelse, de har brug for.
Hytterne er af en størrelse, så ungerne kan kravle rundt og udforske grenene derinde – men små nok til at de ansatte let kan få fat på dem, hvis de har brug for hjælp.
Ungerne kan se træerne udenfor gennem loftet, der er lavet af akrylglas, og de kan mærke vinden blæse gennem hytten. På den måde vænner de sig til, hvordan der er i regnskoven, som de på et tidspunkt skal vende tilbage til.
Når dovendyrene skal hvile sig, kravler de op i kurve, der står langs kanten af hytterne. Kurvene er fyldt med bløde tæpper, der skal minde om moderens pels. Det signalerer trøst og beskyttelse for de forældreløse unger.
Ro og blid berøring
Paola, der er ansat på AIUNAU, fortæller, at dovendyrene har brug for helt særlig pleje i forhold til andre reddede dyr:
”Man er nødt til at være meget blid og forsigtig, når man rører ved dem. Man må ikke tale for højt i nærheden af dem, for det er skadeligt for dem. Når vi holder et dovendyr, er vi nødt til at glemme alt omkring os. Alt er nødt til at handle om dovendyret.”
Det er helt modsat den behandling, dovendyr udsættes for i turistindustrien, hvor de er omgivet af larm og uro og bliver rakt fra den ene turist til den anden, der vil tage en selfie med dem.
Mød La Negrita
Et af dovendyrene på centeret er La Negrita. Hun var kun var to måneder gammel, da hun ankom til AIUNAU. Hun er sandsynligvis blevet taget fra sin mor for at blive brugt til turistselfies. Mødrene bliver ofte dræbt for øjnene af ungerne, hvilket er meget traumatisk for dem.
La Negrita var dehydreret og havde maveproblemer, da hun ankom. Hun ville ikke spise og blev svagere og svagere. De ansatte var meget bekymrede, for mange dovendyr dør på grund af den behandling, de har været udsat for i fangenskab.
Men heldigvis begyndte La Negrita at få det bedre efter at have fået den rette dyrlægebehandling. Snart vil hun være gammel nok til at spise fast føde.
Hun bliver stærkere dag for dag og er blevet god til at klatre. Hun er altid ivrig for at få fat på den frugt, som de ansatte hænger på forskellige grene for at opmuntre dovendyrene til at udforske omgivelserne. Når hun på et tidspunkt kan klare sig selv, vil hun blive genudsat i naturen.
