Oumou Sangaré: Acoustic
No Førmat!
I 2017 overraskede Oumou Sangaré den ganske verden med et comeback af rang i form af albummet ‘Mogoya’, som var det første i otte år. Ikke at hun havde ligget stille, for vi havde set hende på scenerne, og hun ville jo også holde hof hver lørdag aften på sit Hotel Wassulu, der er noget af det første, du møder på vej fra lufthavnen ad Deuxieme Route.
Chéz Oumou møder du altid nyt talent, og i haven med den oplyste pøl ville hun dels gå rundt og indsamle donationer, ligesom nye sangerinder og lovende musikere fik chancen. Nogle af dem har siden Mogoya kom på det spændende franske label, Nø Førmat! (det hedder det, udråbstegn og det hele!), været på turen verden rundt, og de er nu med på dette nye album, som er blevet til i en forstad til Paris under Corona-nedlukningen. Og det er i den grad Oumou Unplugged. Og fabelagtige er de.
Vi anmeldte for nylig den traditionelle sangerinde Mah Damba. Hendes søn, Guimba Kouyate, spiller en vidunderlig gang afro-flamenco. Emma Lamadji og Kandy Guira,- sidstnævnte kendt fra Les Amazones d’Afrique, som skulle have været på Roskilde Festival i år, er de meget aktive med-sangerinder, som selvfølgelig får stor frihed under Oumous vinger.
Franske Vincent Taurelle spiller højest utraditionelle keyboards, og endelig ville det jo ikke være Oumou Sangaré og Wassoulou-stil uden jægerharpen kamele n’goni. Den har det ypperligt i hænderne på Brahima “Benogo” Diakité. Og stilen er dogme, for du får, hvad du ser, – og lidt til. For aldrig har Oumou Sangaré sunget med så stor en blues, som på dette album. Hun krænger hver en strofe ud, og hendes stemme er fabelagtig. Jeg tror, at det har været sundt at blive tvunget til den pause, som Covid-19 ufrivilligt indbød til. For engagementet og kreativiteten er simpelthen, så slår det gnister i rummet.
Kærlighedens sitren
Pladen byder på alle de bedste sange fra ‘Mogoya’, samt to vidunderlige skæringer fra de to album, der gjorde Oumou til en superstjerne indenfor verdensmusikken i start-halvfemserne, vel at mærke alt sammen i helt nye arrangementer.
Oumou Sangaré lagde i sin tid ud med albummet ‘Moussoulou’, som betyder kvinde på bambara, og herfra får vi den dejlige ‘Diaraby Nene’ (kærlighedssitren), som hun skrev som 15-årig og fortalte den dengang kontroversielle historie om teenage-kærlighed. Nu er Oumou fyldt 52 år, men hun synger den klassiske og vild melodiøse linje til en voldsomt udtryksfuld jægerharpe, der dels lægger den rustikke bund, men også fabulerer, mens guitaren kommer ind med bløde riffs. Så kommer Oumous voldsomt udtryksfulde sang og der sættes i med flamencoagtig krashed, mens Kandy Guira og Emma Lamadjii blødt byder Oumous stemme op til dans. Kulminerende går der ørkenskrig i den og vi får et chase til sidst, som løfter og triumferende flyver mod udgangen.
Jeg er voldsomt vild med ‘Minata Warabi’ (Løve-Aminata), sangen til Oumous mor, Aminata Diakité, hvor de to korsangerinder bliver ved med at kalde hende for løvinde, mens datteren hylder sin mor på traditionel afrikansk manér. Moren var selv sangerinde og migrant fra Wassoulou-regionen, som var kommet ind til Bamako, og Oumou startede ud med hende i tidlig alder.
Det samme gælder selvfølgelig ‘Saa Magni’ (Døden er frygtelig), som kom på hendes anden internationale udgivelse, og handler om ham, der samlede hendes første band. Den er en klassiker med en af de dragende linjer, som er så typisk for Oumou. Og hun synger den her appellerende ud over alle grænser. Det gælder også ‘Yere Faga’ (Selvmord), hvor netop afdøde Tony Allen jo var med på pladen for tre år siden, men hvor sangen er Oumous kommentar til de udbredte selvmord i hjemlandet. Her bliver der også indledt drømmende fra de to på strengene, inden Oumou Sangaré synger fuld af medfølelse.
Oumou Sangaré har denne gang simpelthen begået en af de plader, der er uafrystelig. En stor afrikansk plade, der bør blive stående blandt de absolutte klassikere.
