Det er snart fire år siden, at en aftale mellem den colombianske regering og guerillagruppen FARC blev underskrevet. Aftalen skulle gøre ende på mere end 52 års borgerkrig. Krig og konflikt der har kostet mindst 260.000 mennesker livet og drevet otte millioner mennesker på flugt i deres eget land.
Danmark har desværre udmærket sig ved at gå enegang. I modsætning til mange andre europæiske lande har vi ikke aktivt støttet fredsprocessen men alene fokuseret på handelssamarbejdet med Colombia. Faktisk har Colombia og andre lande i Latinamerika ikke haft synderlig udenrigspolitisk interesse, siden Danmark udfasede regionen som prioritet i udviklingspolitikken. Det understreges af, at ambassaden i Bogota har et entydigt fokus på at styrke kommercielle interesser. Vel at mærke i et land i borgerkrig.
Derfor er der er gode grunde til at stille spørgsmålstegn ved det snævre danske fokus. Som foregangsland på menneskerettigheder og nuværende medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, er fredagens samråd en kærkommen lejlighed til at ændre kurs og aktivt understøtte gennemførslen af fredsaftalen. Det vil både gavne den colombianske befolkning, fred i regionen og mulighederne for styrkede politiske og økonomiske relationer mellem vores lande.
En historisk fredsaftale
Da fredsaftalen blev indgået, gav det international genlyd, en nobelpris og stor anerkendelse for dets inklusion af kvinder i fredsprocessen. Men i dag er virkeligheden langt fra rosenrød. Den colombianske stat er fortsat fraværende i store dele af landområderne, og afvæbningen af FARC har ført til, at andre væbnede grupper har udnyttet magtvakuummet og overtaget kontrollen med narkohandlen.
Den colombianske stat har svaret igen ved at øge det nationale forsvarsbudget, mens implementeringen af fredsaftalen halter bagud. Det står især skidt til med en planlagt omfattende jordreform, som ellers skulle rette op på den ekstreme ulighed, der er motoren bag landets konflikter. Uligheden er særlig stor i de hårdt plagede landområder, hvor blot én procent ejer 80 procent af den opdyrkelige jord. I dag, fire år efter aftalens indgåelse, er kun tre procent af jordreformen blevet gennemført.
Volden i Colombia eskalerer
Samtidig er volden taget til. De sidste tre år er antallet af internt fordrevne steget med næsten 400.000 mennesker til i alt 8 millioner – en trist verdensrekord. Mindst 151 tidligere FARC-soldater er blevet henrettet, og drabene på sociale ledere er eksploderet.
Alene i 2019 steg angrebene mod kvindelige ledere og rettighedsforkæmpere med 97 procent, og i 2020 er én kvindelig leder blevet slået ihjel om ugen. Ikke engang coronavirussen har sat en stopper for volden.
Udgangsforbud og karantæneregler har derimod gjort fredsaktivister og menneskeretsforkæmpere til lette skydeskiver i deres hjem. Siden lockdown ramte landet i begyndelsen af marts, er 28 aktivister blevet slået ihjel. Volden mod disse kvinder – som er fredens største fortalere og forsvarere – er det mest kyniske og triste tegn på den krise, fredsaftalen befinder sig i.
Muligheder for dansk engagement
Fredagens samråd giver Danmark og regeringen en mulighed for at genoverveje Danmarks bidrag til fred i Colombia.
Det første skridt er en øget opbakning til det multilaterale samarbejde om implementeringen af den colombianske fredsaftale gennem øremærkede midler til FN og EU’s fredsfonde for Colombia.
Danmark bør ligeledes sikre, at danske investeringer i Colombia foregår i overensstemmelse med FN’s Retningslinjer for Erhversliv og Menneskerettigheder, så handelspolitiske interesser ikke risikerer at medvirke til menneskerettighedskrænkelser, men derimod til at opbygge fred og demokrati i landet.
Derudover bør Danmark følge Sverige og Norges eksempel og yde målrettet støtte til at styrke de colombianske kvinders rettigheder og deltagelse i fredsopbygning. Colombias kvinder har brug for, at vi engagerer os sammen med resten af verden og står vagt om fredsaftalen. Vi kan ikke være andet bekendt.