Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Jeg er fløjet med et MAF-nødhjælpsfly fra Kanjjansi til Arua, kørt tre timer og står nu midt i Bidibidi-lejren i det nordlige Uganda, en af verdens største flygtningelejre med 270.000 mennesker, de fleste kvinder og børn. Der er hytter så langt øjet rækker. Støvet fra den tørre jord hænger i luften. Udtørrede stængler fra sorghumplanter ligger spredt og fortæller om en sparsom høst.
Flygtningene fra Sydsudans borgerkrig har ikke fået den bedste jord at slå sig ned på. Og de skal selv skaffe materialer til at bygge deres små hytter med.
Der er børn alle vegne, og kvinder står i en lang kø ved vandposten, mens en ældre kvinde kommer gående med en stabel brænde på hovedet.
En mellemting mellem et hus og en hytte skiller sig ud i lejren. Her – i det, der skal forestille at være en kirke – møder jeg en gruppe flygtninge, der har meldt sig som frivillige medarbejdere i den sydsudanske organisation ACROSS. Kvinderne byder velkommen med sang og højlydte triller, mens mændene stiller stole op og gør klar til, at jeg kan interviewe dem en for en om deres situation.
Og den er hjerteskærende.
Ved ikke, hvor mændene er blevet af
Robin, 27, måtte flygte med sine to børn over hals og hoved, da kampe mellem soldater og rebeller nærmede sig hendes landsby. Manden blev i Sydsudan, måske for at kæmpe. Hun ved det ikke. Han forsvandt bare. Nu må hun selv kæmpe for familiens overlevelse. Traumerne plager hende, for hun har set naboer og venner blive skudt og har måttet skræve over lig – endda af børn – for at komme frem.
Anne, 45, er mor til fire børn og måtte tage dem alle under armen og flygte, da hun hørte, at en kvinde og hendes seksårige søn var blevet slagtet. Nu kunne hun høre krigerne komme nærmere, så hun løb alt hvad hun kunne. Civile blev fanget i krigen mellem soldater og rebeller, og mange uskyldige mennesker blev dræbt, fortæller hun. Anne er nu formand for en ”landsby” på 5.000 personer i Bidibidi-lejrens zone 2.
Dorcas på 23 flygtede fra Sydsudan med sin mor, som er lam i den ene side på grund af en blodprop. Hendes mand beholdt parrets tre børn, men efter tre måneder døde den yngste, og manden endte i en depression og Dorcas tager sig nu af deres to børn. Hun er ene om at forsørge dem og sin egen mor i flygtningelejren. Og der er ingen hjælp til moren, som blot ligger lam i hytten og venter på at dø.
Fastlåste i limbo uden mad
De er fastlåste i en umulig situation uden fremtidsudsigter. De tør ikke vende hjem til Sydsudan, de har ikke råd til at etablere sig i Uganda, og her, mens de befinder sig i limbo, er de klemt og truet af sult, fordi FN systematisk skærer ned på fødevarerationerne.
De fleste voksne i lejren er kvinder. Deres mænd er enten døde i krig eller bare væk. Kvinderne står derfor alene med ansvaret for at forsørge deres børn. De står i kø ved vandposten i timevis for at få vand i deres dunke. De må hente brænde flere kilometer væk for at kunne tilberede mad.
Skoleklasser med op til 200 børn
Børneopdragelse er der ikke megen tid til. Jeg går hen til en syv-otte børn, der spiller bold med et par sammenrullede sokker. De griner, når jeg sparker helt skævt, og hujer, når jeg endelig rammer rigtigt. Jeg tager billeder, og de stimler sammen for at se billederne i mit kamera.
Men børnene får ikke megen læring i klasser med op til 200 børn i lejrens skoler. Lærebøger, stilehæfter og kuglepenne er der ikke noget af. ”Vores børn mister helt lysten til at lære noget,” siger en kvinde. En anden supplerer: ”De unge hænger omkring uden noget at tage sig til. Mange tager stoffer for at glemme. Hvad skal vi gøre?”
De mænd, der er tilbage i lejren, kigger tomt ud i luften. Nogle sidder i grupper og snakker. ”Når vi ikke har byggematerialer, kan mændene ikke lave noget,” forklarer en kvinde. Da jeg spørger, hvorfor de så ikke kan hente brænde, bliver der tavst. Det er ikke nemt at lave om på den patriarkalske kultur.
Lærer at tilgive og komme videre
Men der er et spinkelt håb. Ikke kun fordi halvdelen af de frivillige, jeg møder, er mænd. Men mest fordi de sammen med kvinderne underviser i børnebeskyttelse og rådgiver familier, så de kan blive sammen og hjælpe hinanden under de svære forhold.
Nogle underviser i effektive landbrugsmetoder, så familierne kan dyrke næringsrige og hårdføre afgrøder på deres små jordlodder. Og kirkens præster gør alt for at opmuntre deres ”sognebørn” til at holde fast i håbet og – ikke mindst – tilgive rebellerne og soldaterne, som har tvunget dem på flugt. Det gør de gennem et program for traumebehandling, som er udviklet i Sydafrika og bruger Bibelens historier om flugt og fordrivelse til at trøste og lindre krigsramtes egne smertefulde historier.
MAF og ACROSS
MAF er verdens største humanitære flyselskab. MAF blev oprettet af to RAF-piloter efter Anden Verdenskrig for at gøre en positiv forskel i udviklingslande. I dag letter eller lander et af MAF’s 123 små fly hvert femte minut i 27 udviklingslande. Fra Ugandas hovedstad Kampala flyver MAF i pendulfart for hjælpeorganisationer til Norduganda. En rejse, der ellers ville tage omkring 10 timer i bil. På basen i Kampala trænes piloter, flymekanikere og ingeniører i at vedligeholde flyflådens 5 Cessna-maskiner.
ACROSS har 50 års erfaring med at hjælpe flygtninge fra krigsområder. Organisationen med base i Juba, Sydsudan, blev oprettet umiddelbart efter borgerkrigen i Sudan i 1972 af fire internationale organisationer, heriblandt Mission Aviation Fellowship (MAF). ACROSS arbejder med traumebehandling og fødevareprojekter i tre flygtningelejre i Norduganda.
Præsterne prædiker om tilgivelse og forsoning som alternativ til had og hævn. Og frivillige arrangerer fodboldturneringer og andre sportsaktiviteter for børn og unge fra forskellige stammer og klaner, så de lærer at samarbejde og leve i fred med hinanden.
Afmagt giver hul i sjælen
Jeg får en klump i halsen, mens jeg sidder og renskriver de 10 interviews med kvinder og mænd, der er flygtet fra de mest grusomme overgreb, man kan forestille sig. Samtidig er jeg dybt imponeret over de frivillige i ACROSS, der trods deres grusomme baggrund og håbløse situation alligevel kan finde overskud til at hjælpe andre.
Jeg tager fra Bidibidi-lejren med en følelse af vrede og frustration. Afmagten mærkes som et stort hul i sjælen. Vrede over mændenes svigt. Frustration over kvindernes fastlåste situation.
Det er jo helt ubærligt, at FN skærer i fødevarerationer til mennesker, der ikke har en chance for at ernære sig selv. Jeg ved, at FN ikke får alle de ønskede penge ind fra donorlandene, men alligevel. Så må de altså lave et ekstra opråb. Og velfærdsfede lande som Danmark må supplere op og give endnu mere støtte til velgørende organisationer som for eksempel MAF, der sammen med lokale partnere som ACROSS, gør en stor forskel for mennesker i nød.
