Nord for Torino i Italien, på grænsen til Frankrig, ligger skisportsstedet The Milky Way. Ved en hurtig Google-søgning på området popper diverse rejsebureauer op, som lover rigeligt med solskinstimer og formidable pister, der strækker sig over 400 km.
Hvad søgningen ikke fortæller, er, at Alperne er mere end blot et ferieparadis. For i dagtimerne er skiløjperne ganske vist et fluepapir for turister, der nyder fritiden og sporten i det hvide snelandskab. Men om natten, når projektører slukkes, forvandler de sig til en rute for migranter, som i mørket og kulden risikerer deres liv for at finde vej til Frankrig.
”Vi hører sjældent om migranter i Alperne, fordi opmærksomheden for det meste koncentreres om dem, der kommer til EUs ydre grænser. Så snart de er inden for EU, forsvinder de ud af politikernes og mediers synsfelt,” fortæller Giulia Spagna, landedirektør for Dansk Flygtningehjælp i Italien. Men selvom vi ikke hører meget om det, så begiver hundredvis af mennesker sig hver vinter afsted i bjerglandskabet i håb om ikke at blive opdaget af grænsepolitiet og sendt tilbage, hvor de kom fra.
Skubbede og bar sin søn fra Afghanistan til Frankrig
Tidligere på året mødte Dansk Flygtningehjælp (DRC) blandt andre en afghansk mand og hans søn, da de ankom til et shelter i Oulx ved grænsen. De havde taget den mere end 5000 kilometer lange tur fra Afghanistan til Norditalien til fods, efter at Taliban overtog magten i august 2021. Sønnen er 12 år og er født med en misdannelse af rygsøjlen. Han havde tidligere en kørestol, men faren måtte opgive den under rejsen, da den ikke var rustet til at krydse skov og floder.
Siden da har han båret sin søn på ryggen hver dag. Faren fortæller til DRC, at han gerne vil nå til Tyskland, hvor de har slægtninge, og håber, at det nye liv kan skabe en sikker tilværelse for hans søn at vokse op i. Da flygtningehjælpen møder dem i Oulx, smiler faren, han er optimistisk. “Vi er der næsten,” siger han. Sygeplejersken tilser dem begge dem begge. Faren har en fodskade, og sønnen er lettere dehydreret, men så snart de har fået lidt kræfter, er det planen, at faren skal fortsætte turen gennem det brogede bjerglandskab med sønnen over skulderen.
Hvem og hvorfra
Størstedelen af de flygtninge og migranter, som flygter gennem Alperne, kommer fra ruten gennem det vestlige Balkan. Fra Slovenien når de frem til Trieste, og derfra krydser de den nordlige del af Italien for at nå til Frankrig eller bevæge sig videre op gennem Europa. Drømmen om Frankrig skyldes for det meste, at de har familie, der allerede bor der. Andre har været i Italien over længere tid i håb om at få asyl. Men der kan gå op til tre år, før en asylbehandler overhovedet når til asylansøgerens navn i bunken af ansøgninger, og i mellemtiden skal de vente i modtagelsescentre, hvor det flere steder kniber med at opfylde helt basale menneskelige behov. Derfor vælger flere efter en tid at forlade landet og søge videre.
De flygtninge, som Dansk Flygtningehjælp møder ved den nordlige grænse mellem Italien og Frankrig, kommer ofte fra nogle helt bestemte lande.
”Mennesker fra Afghanistan og Pakistan og generelt Mellemøsten lader til at have mere erfaring med at bevæge sig i bjergterræn og opholde sig under køligere vejrforhold, og er derfor mere tilbøjelige til at vælge grænseovergangen i Norditalien. Omvendt har folk fra Vestafrika ikke den samme tro på, at de kan klare forholdene i bjergene. Derfor vælger de oftere grænseovergangen i det mere sydlige Ventimiglia,” fortæller Giulia Spagna.
Oppe i bjerge og langt nede i temperaturer
Bjergtoppene, som migranterne bevæger sig mellem, er flere tusinde meter høje. Og hvis du ikke vil gå på den asfalterede landevej, som er den direkte vej til Frankrig, fordi grænsepolitiet er til stede, er der ikke andet for end at afsøge alternative veje i bjergene.
”Turen i bjergene er udfordrende. Især hvis du, A, ikke har erfaring med at bevæge dig i bjerge. B, ikke har det rette udstyr. Og C, som nu tager turen, når det er vinter, og bjergene er sneklædte. Tager du som de fleste turen, når mørket er faldet på, er ruten ekstra farlig at begive sig ud på,” siger Giulia Spagna.
Med varierende vejrforhold, et usikkert underlag og temperaturer ned til -20 grader, mister flere migranter hvert år livet i Alperne. Hverken de lokale myndigheder eller nødhjælpsorganisationerne kender de præcise tal for, hvor mange der omkommer i sneen.
”Først i det sene forår, når sneen begynder at smelte, kan vi se, hvor mange der mistede livet på flugt i bjergene. Jeg ved, at det er en frygtelig sætning, men i foråret kan vi tælle ligene – det kan vi ikke nu,” fortæller Giulia Spagna.
EU har et ansvar for de farlige ruter
Men bjergene bærer ikke al skylden, mener Spagna. Mennesker på flugt vælger turen over alperne om natten af frygt for – og brutal erfaring med – at blive skubbet tilbage af grænsevagter om dagen. En velkendt procedure, der typisk bliver refereret til som push-backs, og som er i strid med asylansøgeres rettigheder.
Protecting Rights at Borders (PRAB) udgav i januar 2023 en rapport, som dokumenterer brud på menneskerettighederne ved grænseovergange i Europa i 2022. Sidste år registrerede PRABs samarbejdspartnere 5.756 tilfælde, hvor migranter bliver “skubbet tilbage” over Europas indre og ydre grænser. DRC mener, at rapporten kun formår at afsløre toppen af isbjerget.
De franske myndigheder er i princippet forpligtede til at behandle flygtningenes asylsager, når de møder dem ved grænsen. Men ifølge Spagna, ”er der de officielle juridiske forpligtelser over for EU, og så er der virkeligheden, som er en helt anden,” og faktum er, at hun og hendes kollegaer møder rigtig mange migranter, som ikke får deres sag behandlet efter bogen.
”Oven i hatten af alle deres andre bekymringer, bliver flygtninge tvunget til at kæmpe sig over høje bjerge, fordi ingen vil lytte til dem eller behandle deres asylansøgninger. På den måde er grænselandet enormt dehumaniserende,” siger Spagna.
Ifølge Spagna bør vi undre os over, at det selvsamme europæiske system, som har en forpligtigelse over for de mennesker, der søger asyl, er med til at skabe en usikker tilværelse for asylansøgere. En væsentlig grund til at migranter – både i Norditalien, men også i resten af Europa – vælger bjerge frem for brolagte veje, er, at det ikke er muligt for dem at benytte de officielle kanaler til at søge asyl.
Tal fra Europakommissionen anslår, at 180.686 migranter kom til et europæisk land ad irregulære veje i 2022. Men hvis flygtninge fra eksempelvis Syrien eller Etiopien vil søge asyl gennem officielle, regulære veje, kræver det en flybillet tur-retur, en invitation til landet og ikke mindst et visum. Og det er så godt som umuligt for disse mennesker at få med de europæiske landes nuværende indvandringspolitik. På den måde presser systemet de her mennesker i retning af irregulær bevægelse og farlige ruter uden for grænsepolitiets søgelys.
