Pakistans indenrigsminister Rehman Malik har til nyhedsbureauet Asian News International (ANI) udtalt, at Transparency International i Pakistan opfører sig som et detektivbureau og ikke skal have lov til at arbejde i landet. Det skriver Transparency International i en pressemeddelelse mandag.
I pressemeddelelsen lufter organisationen sin bekymring for situationen og opfordrer samtidig den pakistanske regering til at arbejde for god regeringsførelse ved at lade organisationens lokale afdeling arbejde i fred og ro.
Der har tidligere været forlydender i den pakistanske presse om, at regeringen skulle have bedt alle regeringsansatte og regeringsinstitutioner om at afbryde samarbejdet med Transparency International. Dette fulgte få uger efter at organisationen havde stemplet Pakistan som et yderst korrupt land i sin rapport, Corruption Perceptions Index 2010.