I samarbejde med Danida besøger syv virksomheder inden for energi og energieffektivitet fra Pakistan i disse dage Danmark. Et godt eksempel på, hvordan handel og bisyand kan spille sammen, lyder det fra handels- og udviklingsministeren.
I denne uge er syv pakistanske virksomheder i landet på jagt efter nye partnere og forretningsmuligheder. Det sker med støtte fra Danida, fortæller Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Energi og energieffektivitet
Besøget af de pakistanske virksomheder fra Karachi, Lahore og Islamabad har et særligt fokus på energi og energieffektivitet. I løbet af ugen er der besøg på 20 danske virksomheder, heriblandt Grundfos, Siemens og Alectia.
De pakistanske virksomheder deltager også i en erhvervskonference hos Dansk Industri, og får indblik i, hvordan energiløsninger fungerer i praksis, blandt andet på Amager Forbrændingsanlæg.
”Dansk udviklingssamarbejde hjælper med at få pakistanske virksomheder til at kigge mod Danmark. Samhandel mellem danske og pakistanske virksomheder kan nemlig bidrage til bæredygtig udvikling i Pakistan, samtidig med at det skaber vækst og beskæftigelse i Danmark,” siger Mogens Jensen og uddyber:
”Pakistan efterspørger blandt andet viden, teknologi og innovative løsninger inden for energi, vand, sundhed, fødevarer og landbrug – alt sammen områder, hvor danske virksomheder virkelig har noget at byde på.”
Stigende dansk eksport til Pakistan
Dansk eksport til Pakistan forventes at stige med over 20 procent i 2014. Danmark har ikke tidligere haft fokus på de kommercielle muligheder i Pakistan, men har gennem flere år haft udviklingssamarbejde med det asiatiske land.
Det ændrede sig i 2013, da den danske ambassade i Islamabad åbnede en handelsafdeling, så der nu både er handel og bistand på ambassadens hylder.
”Pakistan er et godt eksempel på, at udviklingsbistanden kan bane vejen for samarbejde mellem danske og pakistanske virksomheder, og dermed bidrage til at skabe stabilitet og vækst i et land som Pakistan. Et ordentligt job er den bedste vej ud af fattigdom og et af de stærkeste alternativer for unge mennesker til at gå ind i militante grupper.”
Støtten fra Danidas erhvervsinstrumenter kan bidrage til at finansiere vindmølleparker og vandrensningsanlæg eller til opstart af nye dansk-pakistanske kommercielle partnerskaber.
Redskaberne kan også anvendes til at lave partnerskaber mellem forskningsinstitutioner og den private sektor i de to lande.
”Jeg arbejder for, at vi bliver endnu bedre til at udnytte vores position i vækst- og udviklingslande, hvor vi er til stede med udviklingssamarbejde. Der er ingen tvivl om, at potentialet for samhandel mellem Danmark og Pakistan er markant højere end det nuværende niveau. Det pakistanske marked har bestemt sine udfordringer, men det er også et land med en befolkning på næsten 200 millioner mennesker og med en hurtigt voksende middelklasse,” siger Mogens Jensen.