Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Pariaer var i gamle dage dem, ingen ville røre ved. I dag har den danske regering opfundet et nyt paria-begreb.
I det gamle Indien var pariaerne de kasteløse, som også blev kaldt ’de urørlige’, fordi kastehinduer i bogstaveligste forstand ikke måtte røre ved dem. De var udenfor samfundet, udstødte, og hørte ikke til nogen steder. Mahatma Gandhi gjorde op med stigmatiseringen eller forsøgte at gøre det. Alle indere var indere. Punktum! Ingen var brændemærkede og blev holdt udenfor samfundet som mindreværdige.
Skellet eksisterer stadig i befolkningen, men officielt har den indiske regering siden 1947 ophævet forskellen mellem kasteløse og kastehinduer. Alle indere er lige for loven uanset religion og uanset kaste. Nogle kasteløse får endda positiv særbehandling, for eksempel i adgang til undervisning.
Den modsatte vej
Den danske regering går den stik modsatte vej i forhold til den lille gruppe danskere, der valgte at kæmpe voldeligt for den islamiske stat i Mellemøsten, selv om Danmark valgte at engagere sig militært imod den islamiske stat. Den islamiske stat – ISIL – tabte, og flere tusinde islamiske krigere og deres familier er fængslet i Syrien på tredje år.
Det er de danskere, som den danske regering har gjort til moderne pariaer. Danmark har frataget dem deres danske statsborgerskab, hvis de har et andet, og nægtet dem og deres børn adgang til Danmark uanset statsborgerskab. De er i praksis udstødte uden rettigheder – nøjagtig ligesom de indiske pariaer.
Ingen hjælp til danske pariaer
I mange år ydede Danmark en stor indsats for de fattige uden rettigheder i Indien og andre fattige lande gennem vores udviklingsbistand. Det fik vi berettiget international ros for. I dag yder Danmark stadig bistand til Verdens fattige og nødstedte, men med én eneste undtagelse: Dem som Danmark selv har gjort til pariaer, fordi vi ikke ved vedkende os dem som danske ligesom andre danskere. De er udelukket fra hjælp. Danmark har gjort dem og deres børn fredløse.
Og det er ikke kun det officielle Danmark og Danida, der har stødt dem ud i mørket. Det samme gør Folkekirkens Nødhjælp og de fleste frivillige danske bistandsorganisationer. Ingen af dem har, så vidt vides, danske medarbejdere, der arbejder for de mange tusinde i de syriske krigsfangelejre, hvor også et lille halvt hundrede danske kvinder og børn sidder indespærret på tredje år.
Det er som om de danske bistandsorganisationer tavst har gjort regeringens holdning til deres egen: Fangerne og deres børn er ikke rigtige danskere. De er pariaer. De har meldt sig ud af samfundet. Derfor vender vi dem ryggen. De får ikke engang den hjælp, vi yder andre landes pariaer. Simpelthen fordi vi ikke vil ha dem som danskere. Præcis som i det gamle Indien som Gandhi gjorde op med, fordi kastehinduerne ikke ville ha pariaerne som indere.
Forbrydelser
Der er givet, at de mange tusind frivillige i Islamisk Stat, har udført krigsforbrydelser. De skal straffes. Og der er næppe tvivl om det kræver en indsats, hvis vil skal indpasse det halve hundrede danske ISIL-krigere og deres børn i det danske samfund, hvis de vender hjem. Men det er en overkommelig opgave for det officielle Danmark og de frivillige organisationer, der normalt engagerer sig i bistandsarbejdet.
Vi behøver ikke genopfinde paria-begrebet i dansk sammenhæng!
