Partierne om udvikling og klima: Alternativet

chr
Thomas Jazrawi

92-gruppen har interviewet ordførere fra de forskellige politiske partier op til folketingsvalget. Vi bringer interviewene på Globalnyt. Her er Alternativets visioner. 

Af Christian Poll, spidskandidat, natur-, miljø-, landbrugs- og ressourceordfører

I hvor høj grad skal Danmark være globalt foregangsland på klimaområdet – herunder: Skal Danmark have egne klimamål for 2020 og perioden mellem 2020 til 2050 og hvad skal de i så fald bestå af?

 

Danmark skal være det bedste land for verden. Derfor skal vi netop være foregangsland på klimaområdet. Klimaændringerne bekymrer rigtig mange danskere – heriblandt os i Alternativet. Vi vil derfor arbejde for en effektiv og kontrolleret omstilling af vores energisektor til 100 % vedvarende energi senest i 2040. 49 forskere fra Danmarks universiteter slog i Politiken d. 6.6. fast, at Danmarks eksport af miljø og grøn energiteknologi stiger hurtigere end anden eksport. Den grønne omstilling er derfor ikke bare sund for miljøet. Den er også sund for vores fremtidige økonomi og jobmuligheder.

 

Skal vi fortsat efterforske olie i Nordsøen og lede efter skifergas i undergrunden i Danmark – selvom videnskaben fortæller os, at min. 2/3 af de allerede kendte fossile brændsler skal blive i jorden, hvis vi skal nå 2-gradersmålet?

 

Målet for Alternativet over de næste 25 år er en fuld omstilling til vedvarende energi. Konkret mener vi, at vi skal stoppe efterforskningen efter skifergas i Danmark. Der er for store risici for miljø og drikkevand, og så skal vi ikke gå i gang med nye måder at udvinde fossile brændsler på, når vi samtidig er i gang med at udfase brugen af dem. Mht. olie- og gasudvindingen fra Nordsøen mener vi, at disse aktiviteter skal afvikles i takt med omstillingen til 100 % vedvarende energi inden 2040. Produktionen er i forvejen for nedadgående, og det bliver dyrere og dyrere at udvinde mere olie og gas.

 

Hvor stor skal Danmarks udviklingsbistand være, hvad skal den fokusere på og skal den danske klimabistand være ny og additionel – i den forstand, at midlerne ikke tages fra eksisterende udviklingsbistandsbudgetter? 

 

I Alternativet vil vi ikke skære i udviklingsbistanden, men i stedet hæve den til minimum 1 % af BNP. Vi mener, at Danmark skal være det bedste land for verden, og derfor skal vi også have ændret måden, vi tænker nødhjælp på. I Alternativet vil vi investere i nødhjælp. Mad, medicin, tæpper og rent drikkevand er forholdsvist billigt. Men vi skal også være meget mere tilstede der, hvor problemerne er. Det betyder, at vi skal være klar til at beskytte flygtninge og nødhjælpen med fredsbevarende styrker i områder, hvor kriminelle og oprørere angriber. Dertil vil vi også i højere grad støtte de lokale myndigheder, som kæmper den gode sag. Det kræver en masse ressourcer. Men det er langt billigere end først at tage sig af problemerne, når flygtningene står her. Og det betyder også, at vi bliver i stand til at hjælpe mange flere mennesker fra sult, krig og fattigdom, end vi gør i dag. 

 

Skal Danmark være foregangsland i forbindelse med implementeringen af de nye globale bæredygtighedsmål, der vedtages i FN til september – og herunder have en national handlingsplan for dette, og for omstillingen i Danmark?

Ja. Ingen skal være i tvivl om, at Danmark skal have en stærk position som foregangsland på det her område. Lad os sætte os i førersædet. Vi har tre mål for den seriøse grønne omstilling. 100 pct. økologi, som blandt andet vil reducere mængden af sprøjtegifte markant. 100 pct. vedvarende energi, hvor vi dermed satser entydigt på naturens egen energi. Og 100 pct. af erhvervsstøtten til bæredygtige virksomheder, så vi i fremtiden støtter de danskere, der stræber efter at hjælpe Danmark i en bæredygtig retning.

 

Skal vi have en ny national bæredygtighedsstrategi, der bl.a. giver en ambitiøs plan for, hvordan vi skal bringe vores ressourceforbrug i Danmark ned på et niveau, så det svarer til klodens bæreevne?

 

Helt klart. Vores klode kan ikke holde til mere varm luft, så vi skal handle nu. Regeringen har fremlagt en meget uambitiøs bæredygtighedsstrategi. I Alternativet vil vi arbejde langt mere seriøst med den bæredygtige omstilling. Eksempelvis ved at opstille indikatorer, der følges op på og ved at bruge økonomiske virkemidler i omstillingen. En af måderne, vi kan bringe vores ressourceforbrug ned på, er at understøtte omstillingen til en cirkulær økonomi, hvor ressourcer ikke ender på lossepladser eller forbrænding men i stedet indgår i nye produkter. Derfor skal vi også afvikle affaldsforbrænding som den primære behandlingsform og fremme bioforgasning og genanvendelse i langt højere grad. Derudover vil vi arbejde for pantløsninger på flere produkter. Som et led i strategien forestiller vi os som sagt også, at hele erhvervsstøtten målrettes bæredygtige virksomheder og iværksættere. Så får den bæredygtige innovation den støtte og hjælp, den fortjener. Og prøv lige at forestil jer, hvad 36 mia. kr., som erhvervslivet årligt modtager fra staten, vil betyde for de mange hårdt kæmpende bæredygtige ildsjæle, der tager et stort ansvar for vor fælles fremtid?

 

Kilde: 92-gruppens Nyhedsbrev juni 2015