Foreningen Roskilde Festival hjælper børn på tværs af landegrænserne, skriver foreningen i en pressemelding onsdag.
Foreningen donerer nu 429.790 kroner til udviklingsprojekter, der hjælper børn og unge i udsatte områder til at skabe bedre vilkår for dem selv. Pengene går til organisationerne Rapolitics og African Footprints, der arbejder med børn og unge i henholdsvis Bolivia og Ghana.
342.790 kr. doneres til organisationen Rapolitics, der hjælper en bred gruppe unge i udsatte boligområder i El Alto i Andeslandet Bolivia.
For pengene vil Rapolitics sende en gruppe uddannede rap-coaches til El Alto, der kan gå i dialog med marginaliserede unge – bl.a. gadesælgere, kriminelle, hjemløse og skolebørn. Sammen med de unge vil de holde workshops og koncerter, der handler om at udtrykke sig gennem rap.
Projektet er en fortsættelse fra et mindre projekt sidste år, da Rapolitics blev gjort opmærksomme på, hvor stort et behov de unge har for at udtrykke sig, og hvor stærkt et redskab hiphop kan være i denne proces.
– De unge er meget bevidste om den turbulente politiske situation, de lever i, og de har brug for at udtrykke sig om deres situation. Hiphop giver dem en konstruktiv mulighed for at fortælle deres historie og blive hørt, fortæller Lucas Nielsen, næstformand for Rapolitics.
En ny fremtid for Ghanas unge
Organisationen African Footprint arbejder på at forbedre hverdagen og fremtidsmulighederne for børn og unge i den lille landsby, Pebi, ved kysten i Ghana i Vestafrika.
Foreningen Roskilde Festival giver 87.000 kr. til etablering af en skole og en børnehave til landsbyens børn og til opstart af landbrugsproduktion i området, så Pebi kan få hjælp til at blive en bæredygtig landsby, der kan skabe sin egen udvikling.
Foreningen Roskilde Festival er arrangør af Roskilde Festival og har til formål at støtte initiativer, der er til gavn for børn og unge, samt at støtte humanitært og kulturelt arbejde. Foreningens arbejde er uafhængigt af partipolitik og har ingen geografiske grænser.
Al overskud udloddes til velgørende og kulturelt arbejde i henhold til foreningens formålsparagraf. I 2009 gav Roskilde Festival et overskud på 20,4 mio. kr. Gennem årene har Foreningen Roskilde Festival genereret mere end 135 mio. kr. til velgørenhed.
Yderligere oplysninger hos:
Infocenteret – Roskilde Festival
e-mail: [email protected] eller Tlf: 46 35 61 34