Spørger man politiet i det nordlige Burkina Faso på kanten af Sahara, er der ingen tvivl om, at den danskstøttede indsats giver resultater.
”Der er kortere fra politiet til befolkningen nu. Hvis der er problemer i en landsby ringer lokalbefolkningen efter os. Det nytter jo ikke noget hvis lokalbefolkningen er bange for os. Så kan vi ikke være mæglere og løse nogle som helst former for konflikter” siger Daniel Zoungrana, betjent fra politidistriktet i Dori, en by tæt på grænsen til Mali.
Anledningen er et stormøde, hvor regeringen har inviteret alle relevante aktører til en snak om konfliktløsning, politiarbejde og sikkerhed. Gennem fire dage er flere hundrede deltagere fra hele regionen samlet og blandt dem den danske ambassadør i Burkina Faso, Bo Jensen.
”Sikkerhed er en forudsætning for, at landet kan udvikle sig og for den folkelige deltagelse i demokratiet. Politiet er selvfølgelig en central aktør. De skal være folkets ven og beskytter. Derfor støtter vi uddannelsen af nærpoliti og aktiviteter der bidrager til, at politiet etablerer en god og frugtbar dialog med lokalsamfundet” siger ambassadør Bo Jensen.
”Sikkerhed er en tjeneste som efterspørges af befolkningen, og som regeringen er ansvarlig for at levere.”
Burkina Faso er en vigtig brik for sikkerheden
Støtten fra Danmark bruger Burkina Fasos sikkerhedsministerium til at uddanne politiet i borgerkontakt og nærpoliti, men også til indkøb af fx motorcykler, så politiet kan komme tættere på befolkningen. Politiet i Sahel dækker et landområde på størrelse med Sjælland og ofte findes der ikke politistationer i miles omkreds. Målet er, at politiet skal kunne leve op til befolkningens ønske om en politistyrke, der er tilgængelig og som yder beskyttelse og sikkerhed.
Danmark har støttet dette arbejde siden 2014 og fortsættelsen af støtten er en del af et nyt landeprogram fra 2016. Budgettet for 2014-16 er på 10 mio. kr.
Siden krig og uroligheder brød ud i Mali i 2012 har det skabt grobund for ekstremistiske grupper i det nordlige Mali, som også er rykket ind i det vestlige Niger, og som frygtes at rykke videre ind i det nordlige Burkina Faso.
I de udstrakte landområder ved grænsen er det en umulig opgave at holde ekstremister fra døren, hvis ikke politiet har befolkningens tillid. Samtidig er der mange ting, befolkningen selv kan gøre. De danskstøttede programmer bidrager derfor til, at lokalsamfundene bliver uddannet i konflikthåndtering og i, hvordan de bedst samarbejder med myndighederne.
Alle skal være med
Konfrontationer mellem kvægavlere og bønder er en af de mest almindelige årsager til lokale konflikter i regionen. Køerne spiser simpelthen bøndernes høst. Konflikterne kan også være af etisk eller religiøs karakter.
Undervisning af politi, religiøse ledere og landsbychefer i konflikthåndtering er derfor væsentlig i forhold til at holde konflikterne nede og voldelig ekstremisme ude af regionen. Jo mere sårbar, usikker og konfliktfyldt
regionen er, desto mere plads er der for jihadister til at få frit spil.Både politi, militær og religiøse ledere er meget tilfredse med de nye tiltag og undervisningen. Mahamoudou Yaya Cissé, der er storimam for Dori kommune, fortæller, at han efter at have modtaget undervisning har et bedre tag på tingene:
”Hvis der er en konflikt, inviterer jeg de involverede parter til et møde. Jeg forsøger at løse konflikten uden involvering af politi eller militær, men hvis konflikten er eskaleret bliver myndighederne tilkaldt. Vi har et godt og tæt samarbejde med politiet”.
Den samme opfattelse deler biskoppen fra Dori, Laurent Dabiré:
”I konflikter er der aldrig én, der har fuldstændig ret. Der vil altid være to sider af sagen. Nogle gange samarbejder vi med nærpolitiet, som vi har et godt forhold til. De sørger for at konflikten ikke udvikler sig. Nøgleordene for konfliktløsningen er fred, tålmodighed og helst en ’win win’ situation for alle involverede”.Synne Henriques er kommunikationskonsulent for den danske ambassade i Burkina Faso.