Poul Due Jensens Fond starter nyt projekt i Tanzania

ssilberman
Forfatter billede

Ud over de 5,100 faste indbyggere er der i landsbyen Zeze også tre skoler og en sundhedsklinik, hvor folk fra oplandet kommer til. Dette betyder, at der typisk skal skaffes vand til over 5,500 personer dagligt. I dag er der i alt ni brønde med håndpumper, hvoraf det kun er de fem håndpumper, der kan bruges. Der er desuden blevet bygget et vandtårn, hvor formålet har været at pumpe vand fra den nærliggende flod til tårnet. Denne løsning er dog aldrig taget i brug, da pumpesystemet aldrig er blevet implementeret.

Fremtidig drikkevandsforsyning

For at sikre en stabil og sikker drikkevandsforsyning vil der nu blive etableret to Grundfos SQF-2 pumper i to af de eksisterende brønde. Hver pumpe vil blive drevet af fem solpaneler af hver 290V, og vil blive styret af hver deres CU 200, der skal overvåge systemet og afgive alarm, hvis systemet ikke kører, som det skal. Ud over pumperne vil der blive installeret et klorinerings-system, så vandet bliver sikkert at drikke.

Vandtårnet skal desuden repareres og vil naturligvis blive desinficeret, inden det skal tages i brug. Vandet vil fremover blive pumpet til vandtårnet og ved hjælp af tyngdekraften skal det ledes ud til tolv tappesteder, der bliver placeret rundt om i landsbyen. Det er målet, at ingen i landsbyen skal have mere end 200 meter til en tappestation.

Etablering af drikkevandskomité

Water Mission vil sørge for, at der bliver etableret en drikkevandskomité, der skal sikre, at der opkræves penge fra borgerne (dog ikke fra skolerne og sundhedscentret), der på sigt skal sikre, at der er penge til vedligehold og reparationer. Projektet vil blive fulgt i mindst fem år for at sikre, at vandet stadig er sikkert at drikke.