Den 15. august gik jeg hjemmefra i et mærkeligt humør, skriver M. Jeg var på vej til kontoret, da min bror ringede og advarede mig mod at tage på arbejde. Der var mange
sikkerhedstrusler. Jeg svarede ham, at der ikke var noget galt, og at Allah passer på
os. Men byen var alt for stille. Jeg har aldrig oplevet denne smukke by så trist og
modløs.
Da jeg nåede frem til kontoret var det det samme. Ingen glæde og vittigheder ved
morgenteen. Kun stilhed. Vi spekulerede alle på, hvad der ville ske.
Vi gik i gang med vores sædvanlige arbejde, og samlede blandt andet oplysninger om
situationen ved præsidentpaladset. En af vores kilder sagde, at der var alt for mange
mennesker på gaden i Kabul, og at der var rygter om, at Taliban var gået ind i byen.
Men ingen vidste, hvad der var sandt eller falsk.
Destruer alt
Klokken 9:30 kom vores leder og gav ordre til at ødelægge alle dokumenter, rense
computeren og i øvrigt låse døren, så der ikke var nogen, der kunne se, hvad vi
foretog os. Vi gik i gang. Destruerede den ene side efter den anden. Næsten 20 års
arbejde. Det knuste vores hjerter, og de fleste af os havde tårer i øjnene.
Der lød skud udenfor paladset. Vi kontaktede igen nogle af vores kilder i byen, som
kunne fortælle os at bankens sikkerhedsvagter havde skudt mod folkemængden foran
banken. Den besked sendte vi videre i sikkerhedsapparatet og fortsatte med vores
arbejde.
Vi havde udsigt til præsidentens embedsbolig fra vores vinduer, og så folk forlade
kontorene i civilt tøj. De så meget bange ud. Vi spurgte vores leder, der netop kom fra
et møde i embedsboligen, hvad der foregik. Han sagde, at der ikke umiddelbart var
noget galt, at det var de civile embedsfolk, der blev sendt hjem, men at han troede, at
man forberedte en magtoverdragelse til Taliban.
M’s leder fortalte også, at den øverste chef for præsidentens sikkerhedstjeneste, PPS,
havde fortalt, at Taliban stod ved Kabuls porte, men ikke ville trænge ind i
hovedstaden. En fredsdelegation skulle mødes med Talibans ledere i Qatar og dér
danne en fælles regering. Situationen er under kontrol, og alle skal bare fortsætte
deres arbejde, lød beskeden fra chefen for sikkerhedstjenesten.
Men det var ikke en dag som alle andre. Der var ingen, der tænkte på frokost eller te,
vi sørgede for at ødelægge alle de vigtigste dokumenter og for at få renset
computeren. Ved 10.30 tiden rykkede militæret ind i paladset, og vi kunne ikke
længere bevæge os rundt. Vi sad bare på kontoret. Ud af vinduerne kunne vi se, at
præsidentens helikopter stod klar.
Vores leder gav os besked om at forlade paladset, men tage våben og radiosendere
med, så de kunne kalde os tilbage, hvis det blev nødvendigt. Ellers skulle vi regne med ikke at se dette sted igen. Det fik os til at græde.
Vi tilbød at blive sammen med lederen, som var en modig mand. Men han sagde bare, at vi var unge, mens han havde oplevet sådanne revolutioner tidligere. Nu skulle vi gå, lægge nøje mærke til, hvad der skete i byen, og hvis noget var foruroligende, skulle vi søge hjem i sikkerhed.
Hvad skete der dog med vores elskede land – der var fortvivlelse og modløshed
overalt. Jeg har aldrig set så mange mennesker på gaden i Kabul, og det lyste ud af
alle, at de ingen anelse havde om, hvad der ventede dem.
Præsidenten er stukket af
Pludselig ringede min storebror og sagde, at jeg ikke måtte tage hjem. Jeg skulle tage
ud til min tantes hus på lufthavnssiden af Kabul, fordi det var mere sikkert. Men jeg
var ikke enig og tog hjem.
Så snart jeg var indenfor, tændte jeg for walkie talkien og hørte, at nogle grupper
skulle vende tilbage til paladset, fordi præsidenten skulle i forsvarsministeriet. Men lidt
efter blev indkaldelsen droppet. Jeg kontaktede en kollega for at høre hvorfor.
Han sagde at præsidenten var flygtet. Det er den værste besked, jeg nogensinde har fået.
Åh, jeg ville ønske, at vi ikke få dage i forvejen havde hørt så mange løfter fra
præsidenten om, at han ikke ville stikke af fra Afghanistan.
Jeg hørte senere fra kollegaer, at præsidentens pilot havde bedt om at have færre
mennesker om bord, de vejede for meget. Ingen ville stige af, så de måtte efterlade
nogle af de tunge tasker og kufferter. Jeg ved ikke, hvor mange, de bar tilbage til de
pansrede biler. Men jeg har fået at vide, at nogle af mine kollegaer ville dele pengene i
taskerne mellem sig. De kom op at skændes, der blev skudt en smule, og en eller to
blev såret.
(Afghanistans tidligere præsident Ashraf Ghani, der opholder sig i de Forenede
Arabiske Emirater, er mistænkt for at have taget mange millioner dollar med sig, da
han flygtede. Red)
Andre af mine kollegaer forhindrede til det sidste, at paladset blev plyndret. Der var
ikke flere, der fik lov til at tage noget med sig derfra.
Stol aldrig på en politiker
Det var ved at være aften, den næstkommanderende for præsidentens
sikkerhedstjeneste gav over radioen besked om, at alle skulle blive på deres positioner,
for nu ville man eskortere tidligere præsident Karzai til paladset. Nu skulle han
overtage kontrollen med paladset.
Ved nyheden om det drog mange af sikkerhedsvagterne et lettelsens suk. Nogle udtalte, at de ville forsvare paladset og Hamid Karzai til sidste åndedrag. Men den næstkommanderende forsvandt fra radioen, og der skete ikke mere.
Jeg har fået at vide, at en af Karzais nærmeste rådgivere sagde til ham, at det ville være en kæmpe fejltagelse af historiske dimensioner, hvis han tog til paladset. Omkring klokken 22:30 forlod den sidste sikkerhedsvagt Afghanistan præsidentpalads, og Taliban overtog.
M er tydeligt oprørt over senere beskyldninger mod sikkerhedstjenesten for ikke at
have magtet at beskytte paladset og præsidenten. Ghani blev beskyttet i paladset og
hele vejen til Uzbekistan. Det er Afghanistans beskyttere, der har lidt under fejlslagen politik. Og i indledningen til denne fortælling skriver han, at han fortæller sin historie,
for at advare afghanerne mod at stole på politikere.
