Det blev mødt med voldsom kritik, da den amerikanske præsident Donald Trump i januar 2018 refererede til Haiti og lande i Afrika som ”shithole countries” – eller på godt Buster Larsensk: lortelande. Selvom kommentaren, der faldt i forbindelse med et møde om immigration til USA, udelukkende står for Trumps egen regning, afspejler den nok i bund og grund den etnocentrisme, der hersker hos mange amerikanere (og europæere for den sags skyld).
At vi er bedre. Vi er frihedens land. Vi er verdens vigtigste demokrati. Men hvordan forholder det sig egentlig med demokratiet i ”the land of the free”?
Det amerikanske præsidentvalg den 3. november 2020 giver os en oplagt mulighed for at kigge nærmere på det, nemlig ved at sammenligne valget med andre nylige præsidentvalg i fire såkaldte ”lortelande”: Guinea (18. oktober), Seychellerne (22.-24. oktober), Tanzania (28. oktober) og senest Elfenbenskysten (31. oktober).
Vold og etniske uroligheder
Beboerne i vestafrikanske Guinea gik til valgurnerne 18. oktober. Her skulle de vælge mellem den siddende præsident, Alpha Condé, og hans primære udfordrer Cellou Dalein Diallo.
Allerede længe inden valget havde der været uro. Sagen var nemlig den, at 82-årige Condé allerede havde bestridt embedet i to perioder og ifølge forfatningen derfor slet ikke kunne stille op til en tredje periode. Det gjorde han alligevel, efter han i marts pressede en forfatningsændring igennem. Det var guineanerne ikke tilfreds med.
Op til valget steg spændingerne, der kulminerede, da den nationale valgkommission i Guinea udråbte Condé som vinder med 59 procent af stemmerne mod Diallos 33 procent. Et resultat, som Diallo selv forfægter: ”Vi vandt, og vi kan bevise det,” skriver han på African Arguments og henviser til, hvordan oppositionen har indsamlet resultater fra mere end 80 procent af valgstederne ved hjælp af et såkaldt parallel voter tabulation-system (PVT). Her ender Diallo som sejrherre.
I dagene efter valget tog urolighederne til i styrke, og Diallos støtter tørnede sammen med sikkerhedsstyrker. Ifølge en officiel udmelding fra myndighederne, citeret i Guinee Time, har mindst tyve mennesker mistet livet og over 300 er anholdt, og demonstranterne har påsat brande, ødelagt både privat og offentlig ejendom og været i besiddelse af illegale skydevåben og knive, macheter, slangebøsser m.v.
Omvendt har Amnesty International fortalt, at videoer og vidnesbyrd viser, hvordan sikkerhedsstyrkerne har skudt med skarpt på demonstranterne. De guineanske myndighederne har også slukket for internettet og blokeret for opkald til udlandet, hvilket isolerer demonstranterne endnu mere.
En samlet opposition med Diallo i front har lovet at genoptage protesterne tirsdag den 3. november for at ”afvise det valgmæssige hold-up, der udspiller sig, og kræve at vores sejr anerkendes.”
Demokratiske blindgyder i øst og vest
Et lignende valgmæssigt hold-up finder i disse dage sted i Elfenbenskysten.
Også her havde præsidenten et tredje – og dermed forfatningsstridigt – mandat i kikkerten forud for landets præsidentvalg lørdag den 31. oktober. Temmelig risikabelt, når man tænker på, at valget i 2010 udløste den anden ivorianske borgerkrig, der kostede 3.000 mennesker livet.
Så grelt er det endnu ikke gået. Men valget kommer efter måneder med vold og uroligheder, og siden august har 30 mennesker mistet livet. Det tal frygtes at stige, efter landets valgkommission tirsdag den 3. november erklærede Alassane Ouattara, præsident i Elfenbenskysten siden 2010, for vinder med over 94 procent af stemmerne.
Al-Jazeera beretter om en valgdag præget af sammenstød, ødelagt valgmateriel og valgsteder, der ganske enkelt forblev lukkede.
Oppositionen har længe krævet en reform af valgprocessen og dermed de to ansvarlige organer, hvis troværdighed og upartiskhed der hersker udbredt tvivl om, men regeringen har overhørt protesterne, hvilket har udløst vrede og vold.
Læs også: ’Elfenbenskysten er fanget i ond cirkel’
Institute for Security Studies skriver i en analyse, der udkom to dage før valget, at det vestafrikanske land er på vej ind i en demokratisk blindgyde.
Det samme kan man sige om Tanzania. Ligesom i de to øvrige lande, kan en præsident også i dette østafrikanske land maksimum sidde på posten i to perioder. Endnu, i hvert fald.
Siden John Pompe Magufuli kom til magten i det østafrikanske land i 2015, har han nemlig lobbyet stærkt for at ændre landets forfatning og dermed forlænge sin tid ved magten – og han har målrettet forsøgt at udrydde opposition og kritiske røster, blandt andet ved at slå hårdt ned på medierne.
Der var derfor heller ikke megen tvivl om, hvem der ville gå sejrrigt ud af Tanzanias præsidentvalg den 28. oktober.
”Hvis der var lige muligheder er der al mulig grund til at tro, at valget ville blive tæt. Men det er ikke tilfældet,” konkluderer civilsamfundskonsulenten Ben Taylor i African Arguments dagen inden tanzanierne gik til stemmeurnerne. Og han fik ret.
Det officielle resultat lød på 84 procent til Magufuli mod udfordrer Tundu Lissus 13 procent, og kritikkerne snakker om valgfusk og udbredt vælgerintimidering i et land, der indtil for få år siden blev set som en bastion for demokrati og stabilitet i Afrika.
Mandag den 2. november blev en række oppositionskandidater i øvrigt arresteret og afhørt – heriblandt Magufulis modkandidat Tundu Lissu – for at have opfordret til masseprotester mod valgsvindel.
Samme takter på den anden side af Atlanten
Det triste er, at det ikke står meget bedre til i USA, hvor uroen længe har ulmet, og konflikter brudt ud i lys lue. I skrivende stund er ingen endnu døde direkte i forbindelse med valgprotester, men militser, primært fra højrefløjen, har længe flashet deres automatvåben i gaderne, og omkring i USA forbereder man sig på det værste.
Tre ud af fire amerikanere frygter vold og optøjer i tiden efter valget, flere har anskaffet sig skydevåben, og på tværs af landet tager byer deres forholdsregler og opruster på sikkerheden og politibemanding, mens butiksejere barrikaderer deres butikker.
Ordet ”borgerkrig” er nævnt i forbindelse med dette års præsidentvalg. Mens konflikten i afrikanske lande typisk er mellem etniske grupper, er den i USA til dels racebaseret, men primært politisk; demokraterne og republikanerne er uforsonlige, og uanset udfaldet vil man opleve protester og fornægtelse. Risiko for en decideret borgerkrig er nok ikke stor – men det virker til gengæld mere og mere sikkert, at folk vil miste livet i USA’s gader i de kommende dage.
Samtidig hersker der også på den anden side af Atlanten en udbredt mangel på erkendelse af klassiske demokratiske spilleregler; som ikke at bryde med forfatningen, viljen til at acceptere et valgnederlag og sikring af fair og gennemsigtigt valg, hvor alle har ret til at stemme.
Det sidste først. I månedsvis har republikanerne arbejdet på at underminere et reelt, demokratisk valg. Gerrymandering – hvor valgdistrikter ændres efter vælgernes sammensætning for at skabe flertal – har været udbredt, og valgsteder er blevet lukket ned for at forhindre demokratiske vælgere i at stemme eller i hvert fald gøre det en hel del sværere og mere tidskrævende for dem.
Præsident Trump selv har længe sat (udokumenteret) spørgsmålstegn ved brevstemmers gyldighed og understreget risikoen for valgsvindel. Han har heller ikke entydigt har villet svare på, om han kommer til at anerkende resultatet – hvis altså han taber, ligesom han har skæmtet med at blive siddende på posten i op til 21 år. Det havde måske været sjovt, hvis ikke Trump har sværmet for autokrater, og det deruover er et direkte brud på den amerikanske forfatning, der maksimum tillader en præsident at sidde to sammenhængende perioder.
Til gengæld – og trods alt – er udfaldet ikke givet på forhånd i ”the land of the free”, hvor valget altså står mellem præsident Donald Trump og demokraternes Joe Biden. Måske lidt for meget, vil nogen mene.
I hvert fald er vælgerintimidering toppet i år, hvor bevæbnede Trump-støtter – i øvrigt på præsidentens opfordring – tropper op ved valgstederne for angiveligt at beskytte vælgerne og sikre, at alt går rigtigt til. I praksis sker det modsatte, da demokratiske vælgere intimideres til ikke at stemme.
Alle kan lære af Seychellerne
Det står klart, at der absolut er mange paralleller at drage mellem, hvad vi ser i USA i disse dage, og hvad vi ser i afrikanske stater. Vi er bare ikke så tilbøjelige til at kalde USA for en failed state eller bananrepublik, som vi hurtigt ville kalde afrikanske lande.
Dette illustreres allerbedst af den kenyanske satiretegner Patrick Gathara, der har en fest på Twitter.
https://twitter.com/gathara/status/1322999903753220099
En konklusion kunne være, at alle ovennævnte lande burde tage ved lære af Seychellerne.
Den afrikanske østat har de facto været en et-partistat i mange år, men ved præsidentvalget den 22.-24. oktober tabte regeringspartiet magten og oppositionskandidaten fik knap 55 procent af stemmerne.
Alt peger på et roligt valg, og de to hovedkandidater mødte i fællesskab, fred og fordragelighed pressen efterfølgende.
”Et valg er ikke afslutningen på ens bidrag til fædrelandet. I dette valg er der ingen tabere, der er ingen vindere – vores land er den ultimative vinder,” sagde Seychellernes nyvalgte præsident, Ramkalawan, mens taberen sad ved siden af og nikkede.
Læs også: ’Kriseramt turistparadis hæver den demokratiske fane’
Uanset hvad der sker i USA i de kommende dage, er det højst usandsynligt, at det ender med et scenarie som det fra Seychellerne. Desværre.
