Af Erika Brenner, San Salvador
Alt tyder på at Salvador Sánchez Cerén fra FMLN bliver El Salvadors næste præsident på søndag. Det er også sandsynligt, at banderne og deres familier stemmer på ham og at bandernes fredsproces fortsætter. Femte artikel i serien fra El Salvador.
Præsidentvalgets første runde 2. februar endte med 48 procent af stemmerne til Sanchez Ceren, 38 procent til ARENAs Norman Quijano, og 11 procent til nr. 3, Antonio Saca, fra højrekoalitionen UNIDAD. Idet loven kræver mere end 50 procent af stemmerne for en afgøre valget, gik man videre til anden runde, der bliver holdt på søndag, 9. marts.
Ifølge de sidste meningsmålinger inden valget, vil Sánchez Cerén vinde en sikker sejr mod Quijano med mindst 55 procent af stemmerne.
Ifølge de fleste analytikere, er dette positivt for bandefreden. Og modsat: Hvis ARENA vinder, vil fredsprocessen dø.
Men dette er ikke en sort-hvid sandhed. Udfaldet er stadigvæk uvist. Og partierne har ikke entydige diskurser angående fredsprocessen.
Ziz-zag-diskurs
FMLN har generelt under valgkampagnen undgået de følsomme og upopulære emner som bander, våbenhvile og fredsproces udgør, af angst for at miste stemmer. Når emnet er kommet op, har partiet kørt i zig-zag, eller reduceret regeringens rolle.
I begyndelsen af maj 2013 udtalte Sánchez Cerén, at han som præsident ville fortsætte med fredsprocessen:
”Projektet har vækket håb hos mennesker, mindsket drabene og skal fortsættes, men med andre komponenter”.
Tiltagene, som han nævnte – forbedring af fængselsvæsenet, det juridiske system og voldsforebyggelse – er dog ikke nye.
Senere samme måned benægtede han, at regeringen havde noget som helst med våbenhvilen at gøre. Det var en aftale mellem banderne, sagde han. Hvis han blev præsident, ville regeringen have en ”integreret tilgang” for at bekæmpe bandevolden: med repression, prævention og rehabilitering.
I januar i år blæste Sánchez Cerén med mel munden: På den ene side roste han regeringens sikkerhedspolitik, der havde bidraget til at mindske mordraten med 50 procent. På den anden side gentog han, at våbenhvilen var en aftale mellem banderne, der fik hjælp af “kirken og lokale ledere”, og som regeringen intet havde at gøre med.
Variationer af Mano Dura
ARENAs kort var fra starten af tydeligere, med diskurser baseret på den traditionelle La Mano Dura-politik: vold-bekæmpes-med-mere-vold.
Allerede i maj 2013, meddelte Norman Quijano, at den tidligere ARENA-præsident Fransisco Flores, der i 2003 introducerede La Mano Dura<7cite>, var udnævnt til kampagnens rådgiver.
Senere samme måned præsenterede Quijano sit sikkerhedsprogram ”Alianza Ciudadana”, folkets alliance. Hovedkomponenten var et forstærket politi i en sikkerhedspagt med folket.
“Den eneste pagt vi kan indgå, er med borgerne; våbenhvilen er en pagt med kriminelle, som kan ophøre hvilket øjeblik det skal være”, sagde han.
I løbet af året gentog han, at våbenhvilen ville blive ophævet med ham som præsident .
Militarisering af sikkerheden
Under kampagnens slutspurt blev Quijanos diskurs mere og mere radikal, partiets flagskib blev temaerne sikkerhed og bander, og i en tv-spot bekendtgjorde han: ”Banderne skal udryddes”.
I en tv-debat mellem præsidentkandidaterne uddybede han, at dette ville foregå gennem at militarisere sikkerheden, inkorporere unge, der risikerer at gå med i en bande, i militæret, og at benytte militærloven i stedet for den civile overfor dem.
Banderne deltager i valgene
Imens forberedte banderne sig til at deltage i valgene. Dette bekendtgjorde de i september 2013:
”I modsætning til før, da valgene ikke betød noget for os og vi ikke deltog, eller tilmed saboterede valgene, vil vi den her gang deltage (…). Vi gør det fordi det er del af vores re-integration i samfundet og politik.(…) Vi analyserer kandidaternes programmer, især dem, der vedrører sikkerhed; vi forstår motiverne til deres diskurser. Det handler om at tiltrække vælgere; derfor siger kandidaterne det, som folk vil høre, selvom det ikke er det klogeste eller mest ansvarlige overfor landet”.
Sammen med familiemedlemmerne udgør banderne 5-8 procent af den stemmeberettigede befolkning og er derfor en vigtig, for ikke at sige afgørende, målgruppe for partierne.
Bandernes udtalelse skabte dog ikke store avisoverskrifter, men ifølge en kilde, hvis identitet er redaktionen bekendt, analyserede banderne ikke bare kandidaternes programmer – de begyndte også at forhandle med partierne. Og deres krav baserede sig helt enkelt på, at myndighederne begyndte at overholde loven, og at regeringen støttede bandernes re-integration i samfundet.
Stemmer på FMLN
I forhandlingerne valgte banderne FMLN som det bedste alternativ, oplyser den fortrolige kilde. ARENAs tilbud var ikke pålidelige, partiet gav heller ingen garantier for at opfylde dem.
Parallelt lavede folket bag fredsprocessen en spørgeundersøgelse i nogle af de såkaldte fredskommuner. Disse er kommuner med mange bandemedlemmer, og hvor fredsindsatserne er mere vidtgående end andre steder. Her mente 81 procent den civile befolkning og 86 procent af bandemedlemmerne, at det parti, der ville arbejde bedst for freden, var FMLN.
Derfor kom det ikke som en overraskelse for fredsfolket, da Sánchez Cerén vandt med hele 10 procentpoints – 5 points mere end opinionsundersøgelserne havde forudsagt- foran Quijano den 2. februar.
Kovending
Ifølge flere analytikere, skyldtes ARENAs tab også Quijanos radikaliserede diskurs og, ifølge mange, katastrofale kampagne:
”Han hev temaet sikkerhed ud af ærmet, fordi noget skulle der gøres. Når han talte om militarisering af sikkerheden, var det fordi ingen havde rådgivet ham på fornuftig vis,” vurderede en af partiets stiftere, Roberto Ávila, i et interview med El Faro.
De sidste uger og dage inden den anden valgrunde den 9. marts, lavede Quijano en diskursiv kovending:
“Det vigtigste er, at loven bliver overholdt (…) og det voldsforebyggende arbejde”, sagde han i en tv-spot. I baggrunden ser man fodboldplaner, svømmebassiner og børn, der dyrker taekwondo.
En uge inden valgene sagde han under et valgmøde, ifølge La Prensa Gráfica:
”Banderne skal re-integreres” og ”Vi vil støtte banderne gennem at investere i sundhed, uddannelse og rekreation i de områder, hvor der er mange bander”.
Samtidig sagde han, at ARENA ifølge partiets egne spørgeundersøgelser, står til at få lige så mange stemmer som FMLN.
Dobbelt fest
Dette er dog ikke sandsynligt; Sánchez Cerén bliver nok El Salvadors næste præsident.
Hvis denne ønsker varig fred, bliver han dog nødt til at gøre det, som det ikke er lykkedes for præsident Mauricio Funes at gøre: at skabe transparens omkring processen og en national konsensus, der bygger på inklusion, og en dialog med marginaliserede i stedet for at tale om en pagt med kriminelle.
Eller som den nicaraguanske sociolog Adolfo Hurtado siger, burde El Salvador udvikle sig hen imod en retsstat, hvis politik baserer sig på: inklusion – prævention – sanktion – re-integration – og i den her rækkefølge.
Den næste præsident kan heller ikke gøre det, som Funes har tenderet at gøre: at tage æren, når mordraterne falder, og løbe væk, når de stiger.
Nu er det op til Sánchez Cerén, at arbejde videre med succesen, som banderne beskrev i deres seneste udtalelse:
”Den 9. marts holder landet en dobbelt fest, på den ene side vælger vi præsident og vicepræsident(…), på den anden side fejrer vi toårsjubilæum for den mest succesrige voldsforebyggende proces i hele Latinamerika.”
For et år siden markerede banderne årsdagen sammen med toppolitikere, kirker, OAS, og civil befolkning, under stor mediebevågenhed. Det er stadigvæk uvist, hvordan banderne på søndag vil feste.
Erika Brenner er freelancejournalist med base i Mellemamerika.
Se også hendes netsted: http://erikabrenner.wordpress.com/
Læs andre artikler i Erika Brenners artikelserie fra El Salvador.
