Aldeia Marakanã er en gammel bygning, indsmurt i farverig graffiti og med store huller i væggene. Når man vover sig indenfor i den faldefærdige, paladsagtige ruin, dingler loftbrædder med strittende søm over det ødelagte betongulv.
For den udefrakommende iagttager er Aldeia Marakanã svær at definere. Men intet symboliserer truslen mod Brasiliens oprindelige folk bedre end alt-mulig-bygningen i Rio de Janeiros Maracanã-bydel, et stenkast fra det ikoniske fodboldstadion af samme navn.
Bygningen, og området omkring den, er både en urban landsby, et selverklæret universitet og en social bevægelse, der indædt kæmper for det territorie, Brasiliens oprindelige folk gør krav på. Sådan har Aldeia Marakanã taget sig ud siden 2006, da 20 oprindelige folk genbesatte bygningen og satte et foreløbigt punktum for fortidens skiftende politiske dagsordenener.
Fra 1910 og seks årtier frem var Aldeia Marakanã et statsstøttet museum, der havde til formål at bevare Brasiliens oprindelige kulturer, men da bygningen i 1977 blev overdraget til lokale myndigheder, forsømte de at vedligeholde den. Junglen åd sig langsomt ind i bygningens interiør, og i årtier stod Aldeia Marakanã tom og forladt, som et fysisk eksempel på den omfattende negligering af Brasiliens oprindelige folk.
Ifølge tal fra International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA) udgør Brasiliens oprindelige folk i underkanten af 900.000 mennesker, fordelt på hele 305 etniske grupper.
Brasilien er verdens 12. største økonomi og har med sine 214 millioner indbyggere verdens syvendestørste befolkning. Når brasilianerne søndag valfarter til stemmeurnerne, vil resten af verden utvivlsomt følge med. Ikke mindst for at se, hvordan fremtiden ser ud for de indfødte folkeslag, der har været marginaliseret og forfulgt i årtier.
Genforening med forfædrene
Elisama Ribeiro står midt i Aldeia Marakanãs indhegnede område – et areal på størrelse med en forvokset fodboldbane – og skuer op mod en række vimpler, der repræsenterer Aldeia Marakanãs mange etniske grupper: Pataxo, Puri, Maxakali, Guajajara, Tupiniquim, står der på vimplerne. Til 24-årige Ribeiros ærgrelse kan hun ikke få øje på sin egen gruppe, som også for længst er blevet udryddet af koloniseringen og den katolske missionskirke, fortæller hun.
Alligevel føler hun sig stærkt forbundet til Aldeia Marakanã:
“Jeg er her i dag, fordi det er et sted, hvor jeg kan genforenes med min historie, mine forfædre og alt det, jeg tror på. Jeg er stolt af at sige, at jeg har et sted, hvor jeg kan komme og finde andre oprindelige folk, jeg kan snakke med.”
Elisama Ribeiro bor ikke i Aldeia Marakanã, men har i snart to år jævnligt besøgt den urbane landsby. Nu frygter hun dog, at hendes besøg kan være talte. Hvis Brasiliens siddende præsident Jair Bolsonaro vinder søndagens præsidentvalg, er der grund til bekymring, mener hun.
Bolsonaro har i sine fire år ved magten været direkte ansvarlig for en nedfældning af Amazonas, der svarer til et område på størrelse med Belgien, ligesom præsidenten har gennemført lovgivning, der har banet vejen for guldminedrift i de oprindelige folks beboelsesområder. Flere af Aldeia Marakanãs beboere er flygtninge fra Maranhão-regionen, hvor den ofte ulovlige minedrift med vold og frygt fortrænger de oprindelige folk fra deres områder.
I første stemmerunde overraskede Jair Bolsonaro, da han opnåede mere end 43 procent af stemmerne mod modkandidaten Lula da Silvas 48 procent. Meningsmålingernes utilregnelighed har været en fordel for Bolsonaro, der nu øjner muligheden for at indhente Lulas tidligere så komfortable forspring.
Ifølge Elisama Ribeiro kan yderligere fire år med en Bolsonaro-ledet regering få fatale konsekvenser for Brasiliens oprindelige folk og, ultimativt, Aldeia Marakanã.
“Vi er blevet sparket ud herfra to gange allerede, både i forbindelse med Verdensmesterskaberne i fodbold og på et andet tidspunkt,” fortæller hun, “så hvorfor skulle vi ikke blive det igen?”
Modstanden ulmer: ”De oprindelige folk ejer Brasilien”
Ved siden af Elisama Ribeiro står hendes mand, Enzo Velasques. Han er, modsat sin kone, ikke en del af Brasiliens oprindelige folkeslag, men lytter alligevel opmærksomt.
Enzo Velasques er medlem af ungdomsafdelingen i Lula da Silvas parti, Partido dos Trabalhadores (PT), og i disse dage dedikerer han al sin tid til Lula da Silvas præsidentkampagne. En vigtig del af denne er ifølge Enzo Velasques at forstå, hvad de oprindelige folk i Brasilien ønsker sig af fremtiden.
“De oprindelige folk ejer Brasilien, ja, faktisk hele Latinamerika. Det her er deres sted,” påpeger han. “Vi tog deres land, og nu begynder det at gå op for os, hvad vores forfædre gjorde, da de kom hertil fra andre lande. Nu har de oprindelige folk kun Aldeia Marakanã tilbage, hvorimod de tidligere havde hele landet. Så jeg håber på, at de kan tage dét land tilbage, som vi tog fra dem.”
Enzo Velasquez’ udtalelser stemmer overens med Lula da Silvas, eller Lula, som oppositionspolitikeren blot kaldes i folkemunde.
I april lovede Lula, at han vil etablere Brasiliens første ministerie nogensinde for oprindelige folk, hvis han vinder valget og vender tilbage til det præsidentembede, han besad fra 2003 til 2010. Derudover skulle en genoprettelse af finansieringen til Ibama og Funai, to landsdækkende miljø- og naturbeskyttende organer, hvis midler Jair Bolsonaro de seneste år har skåret betragteligt i, stå øverst på Lulas prioriteringsliste.
Når snakken falder på Bolsonaros negligering af Brasiliens oprindelige folk og deres territorie, hæver Enzo Valesques stemmen. Vinder Bolsonaro valget, må brasilianerne gøre modstand, siger han:
“Vi kan aldrig lade fascistiske mennesker stjæle vores land. Man kan sige, at Brasilien er blevet taget fra oprindelige folk og givet til kriminelle. Så ja, vi kommer til at gøre modstand: På gaden, på internettet, overalt, hvor vi befinder os. Vi må aldrig glemme det her.”
Enzo Velasquez er mindre interesseret i at snakke om korruptionsanklagerne mod den genopstandne eks-præsident. I 2017 blev Lula dømt for hvidvask af penge og korruption som en del af Sydamerikas største korruptionsskandale, den såkaldte ‘bilvask-sag’ – på portugisisk ‘Lava Jato’. Den tidligere præsident sad fængslet halvandet år, inden han blev løsladt i november 2019, efter landets højesteret dømte det ulovligt at indespærre dømte, der ikke havde udtømt deres appelmuligheder.
I 2021 blev sagerne mod ham droppet af højesteret, blandt andet fordi dommeren Sergio Moro overtrådte sine beføjelser i sagen, for eksempel ved at lække telefonaflytninger af Lula. Højesteret fandt også, at Moro ikke var upartisk. Sergio Moro blev senere justitsminister under Bolsonaro fra 2019 til 2020.
Dyster fremtid med Bolsonaro ved roret
Tidligere på ugen proklamerede Lula, som torsdag den 27. oktober fejrede sin 77-års fødselsdag, at han ikke stiller op til præsidentvalget i 2026. Da Lula ikke har en naturlig arvtager i sit eget parti, har flere politiske analytikere tolket Lulas proklamation som en håndsrækning til Brasiliens midterpartier og en indikation på, at han foretrækker en bred regering.
Enzo Velasquez’ erkender, at Lula og venstrefløjen uagtet søndagens valgresultatet har en stor opgave foran sig:
“Vi skal bringe nye perspektiver og nye folk ind i vores parti. Lula er gammel, og vi ved ikke, hvad der sker med venstrefløjen i fremtiden. På nuværende tidspunkt har vi selvfølgelig nogle venstrefløjspolitikere i regeringen, men vi er ikke mange, for ved seneste valg gik det ærligt talt ret dårligt for os.”
Enzo Velasquez har dog grund til at være optimist. Lula har ifølge Brasiliens mest troværdige meningsmålinger i skrivende stund 53 procent af vælgernes opbakning mod Bolsonaros 47 procent.
Men Bolsonaro har allerede overrasket én gang under valget, og skulle det ske igen, frygter Enzo Velasquez for Brasiliens fremtid. Landet kan meget vel få en antidemokratisk regering sammenlignelig med militærdiktaturet, der fra 1964 til 1985 regerede Brasilien med hård hånd, spår han.
“Bolsonaro har en masse borgere bag sig, så han kan påstå, at Brasilien er et demokrati. Han vil skabe en militaristisk regering, der vil benytte sig af frygt. Han kommer til at dræbe folk og samtidig sige, at det er demokrati, og at han gør, hvad der er bedst for brasilianerne. Men hvem er brasilianerne? Brasilianerne er ikke kun hvide mænd, men også de oprindelige folk, de sorte, og andre minoriteter.”